Chokolade Fudge kage

IMAG0401

Min mand skulle mødes med nogle tidligere kollegaer, og så havde de spurgt om jeg ikke ville stå for at lave desserten. Jeg siger aldrig nej til en chance for at bage, så gik straks igang med at finde en opskrift jeg havde lyst til at prøve. Det blev til en Chocolate fudge cake fra en kogebog af Nigella Lawson. Bogen hedder Nigella Bites. Nu fik jeg ikke lige smagt den selv, men den blev rost, så måske de spørger igen en anden gang. Jeg tilføjede nogle friske hindbær til kagen, da jeg godt kunne forestille mig at lidt frisk syrlighed går godt til al chokoladen.

Chokolade Fudge kage 10-12 personer:

Kagen:

  • 400 g mel
  • 250 g rørsukker
  • 100 g lyst muscovadosukker
  • 50 g rigtig god cacaopulver (jeg brugte valrhona)
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 3 æg
  • 142 ml. crème fraiche
  • 1 spsk. vaniljeekstrakt
  • 175 g smør, smeltet og afkølet
  • 125 ml. rapsolie (skal være smagsneutral)
  • 300 ml. koldt vand

Chokolade Fudge Icing:

  • 175 g mørk chokolade 70%
  • 250 g usaltet smør (skal være godt blødt)
  • 275 g sigtet flormelis
  • 1 spsk. vaniljeekstrakt

Pynt:

  • Friske hindbær (ekstra til at komme i midten)
  • Chokoladespåner

Forvarm ovnen til 180 grader.
Smør og kom bagepapir i to runde forme, 20 cm i diameter. I en stor skål, blandes mel, sukker, cacao, bagepulver og natron. I en anden skål piskes æg, crème fraiche og vaniljeekstrakt. I en tredje skål piskes smeltet smør og olie sammen indtil det kun lige er blandet. Pisk derefter vandet i. Tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen, og pisk ved lav hastighed. Kom æggeblandingen i, og pisk til det hele er godt blandet. Hæld det i de to klargjorte forme. Bag kagerne i 50-55 minutter, eller til en strikkepind kommer ud ren. Køl kagerne ned i 15 minutter, før de vendes ud på en rist og køler helt af.
For at lave icingen skal du smelte chokoladen i microovn i 2-3 minutter ved halv styrke, eller over vandbad. I en skål piskes smørret blødt og luftigt. Tilsæt flormelissen, og pisk igen til det er let og luftigt. (flormelissen skal være sigtet, for at undgå klumper) Tilsæt forsigtigt vanilje og den smeltede, afkølede chokolade, og pisk til det er skinnende og glat. Brug en 1/4 del af icingen til at ligge imellem kagerne. Det er så her jeg også lagde et lag friske hindbær. Kom resten af icingen på toppen og siderne af kagen. Pynt med friske hindbær og chokoladespåner.

Grove burgerboller

IMAG0394

Da vi skulle have naboerne på besøg til grill, og vejret ikke lige var til at være ude ved grillen, besluttede jeg mig for at lave hjemmelavede amerikanske burgere. Dog synes jeg brødene skulle være bare lidt sundere end helt lyse boller. Så jeg surfede på nettet og faldt over denne opskrift. Og de bliver klart bagt igen en anden gang, for de er bare gode. Luftige, lette og nemme at bide i så selv børn kan være med.  Opskriften fandt jeg her. www.madmedhjertet.dk. Dog skriver jeg den lige til Jer her hos mig også.

Grove Burgerboller ca. 12 stk:

  • 50 g gær
  • 5 dl lunken vand
  • 2½ tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 æg
  • 0,4 dl olie
  • 150 g. groft rugmel
  • 100 g. havregryn
  • 500-550 g. hvedemel

Opløs gæren i det lune vand og rør sukker, salt, olie og æg ud deri. Rør rugmel og havregryn i.
Ælt hvedemel i efter behov og ælt det godt igennem. Lad dejen hæve 1 time. Slå dejen ned og del den i 12 stykker, der rulles til boller.
Tryk bollerne flade, så de er 2 cm i højden og lad dem hæve 30 minutter på bagepladen.
Pensel dem med æg og drys med sesam. Sesamen hænger bedre fast med æg, men du kan selvfølgelig også bruge f.eks mælk
Bag bollerne 12 min ved 210 grader til de er gyldne.

Lemon curd cupcakes

Chokolade og espressocupcakes
  • Lemon curd cupcakes

Til mit Tupperwareparty skulle der selvfølgelig også være cupcakes, så her kommer opskriften på en af de cupcakes jeg lavede den aften. Den anden var en chokolade/espressocupcake som du kan finde opskriften på her.

Lemon curd cupcakes 12 stk:

  • 110 g smør
  • 125 g sukker
  • 1/2 tsk vaniljeekstrakt
  • 2 æg
  • fint revet skal fra 1 citron
  • 175 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 100 ml yoghurt naturel

Frosting:

  • 110 g smør
  • 250 g flormelis
  • 100 g lemon curd

Forvarm ovnen til 175 grader.
Pisk smør og sukker let og luftigt. Pisk æggene, citronskal og vaniljeekstrakt i. Sigt mel og bagepulver i, og fold det i massen sammen med yoghurten indtil det er godt blandet. Kom dejen i papirforme og placer dem i en muffinsform. Bag kagerne i 20-25 minutter. Lad dem køle lidt af i formen, inden de sættes på en rist for at køle helt af.
Frosting:
Pisk smørret blødt, og sigt flormelis i. Pisk til det er blødt og cremet. Pisk Lemon curd i. Kom frostingen i en sprøjtepose med en rund tylle, og dekorer cupcaken. Jeg valgte at fylde lidt ekstra lemon curd inden i cupcaken. det gjorde den ikke ringere.

Peanutbuttercookies

IMAG0374

Da jeg skulle holde Tupperwareparty forleden dag, skuller der jo bages en masse lækkert til gæsterne. Da jeg er tosset med store amerikanske cookies, skulle de selvfølgelig på bordet. Her er en af mine farvoritter fra the hummingbird bakery kagebog. Peanutbuttercookies med chokoladestykker.

Peanutbuttercookies ca. 24 stk.:

  • 225 g smør
  • 200 g melis
  • 200 g lyst muscovadosukker
  • 2 æg
  • 1/2 tsk vaniljeekstrakt
  • 250 g crunchy peanutbutter
  • 350 g mel
  • 2 1/2 tsk natron
  • 75 g hakket mørk chokolade

Forvarm ovnen til 170 grader.
Pisk smør og 2 slags sukker let og luftigt med en elpisker. Tilsæt æggene et ad gangen, rør godt, og skrab evt. ublandede ingredienser ned fra siderne af skålen med en dejskraber efter hvert æg. Skru ned til lav hastighed, og rør vanilje og peanutbutter i. Tilsæt mel og natron, og bland det godt til en jævn dej. Fordel den hakkede chokolade jævnt i.
Læg 6 lige store klatter dej på hver klargjort bageplade. Sørg for, at der er god afstand imellem, så kagerne kan flyde ud under bagningen. Bag kagerne i den forvarmede ovn ca. 10 min. eller til de er gyldne i kanterne og helt flade. Lad kagerne køle lidt af på pladerne, før de vendes ud på en bagerist og køler helt af. De skal være bløde og seje.

Kätes øllebrødsboller

IMAG0366

Da jeg var til vores vens 25 års jubilæum, mødte jeg Käte. Hun gav mig en opskrift på nogle boller hun kunne anbefale. Nu da jeg har bagt dem, og smagt dem, synes jeg, jeg vil dele opskriften med Jer.

Øllebrødsboller:

  • 300 g rugbrød m/kerner
  • 1 flaske hvidtøl
  • 25 g gær
  • 2 dl. lunken vand
  • 1 tsk. salt
  • Ca. 600 g hvedemel

Smuldr rugbrød, hæld hvidtøl over, og lad det stå i 1 time. Kom gær i lunken vand, og tilsæt resten af ingredienserne, sammen med øllebrødsmassen. Bland godt.
Kom plastfilm over, og lad det stå i 1 time
Form 12 store eller 20 små boller, jeg brugte to skeer, da dejen er ret klistret. Dæk med et fugtigt klæde og lad stå i 1 time.
Varm Ovnen til 225 grader, og bag bollerne i 20 min.

Squashmuffins

IMAG0362

Jeg så Go’ morgen Danmark her forleden dag, da de lavede disse muffins. Elsker muffins og cupcakes, så da disse skulle være sundere, skulle de prøves.

Squashmuffins:

  • 1 dl smagsneutral olie
  • 50-100 g flydende honning
  • 2 æg (m/l)
  • 1 squash, fintrevet (ca. 200 g)
  • 75 g hakkede valnødder
  • 75 g hakkede dadler
  • 50 g morbær (eller rosiner)
  • 1 dl rugmel
  • 1¼ dl (stenkværnet) hvedemel
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 2 tsk. kanel
  • 1 knsp. salt
  • 16 papirforme

Hvis du giver disse muffins 100 g honning, er de ligeså søde som kager. Skru ned for honningen, hvis du vil have dem lidt sundere.

Pisk olie, honning og æg sammen. Kom squash, valnødder, dadler og morbær i. Bland begge slags mel med, bagepulver, natron, kanel og salt, og kom det hele i æggemassen. Sæt cirka 16 papirforme i en muffinform og kom 1 spsk. muffindej i hver. Bag dem ved 175 grader varmluft i 20-25 minutter, eller til de er gennembagte. Lad dem køle af, inden du pakker dem i madpapir. De grove muffins kan fryses.

Opskrift af Louisa Lorang

Tøseshoppetur :-)

Colorful shopping bags standing in row
Colorful shopping bags standing in row

Er lige kommet hjem efter en rigtig dejlig dag, sammen med en veninde og hendes to søde piger. Vi har brugt de sidste 6 timer på at shoppe løs i City Syd, Aalborg. Det blev til nogle skønne bluser i efterårets farver, og et par bukser, så nu kan efteråret bare komme.

Har gået catwalk for manden derhjemme, synes dog ikke der skulle tages billeder, så I får desværre ingen billeder af det nye tøj. God lørdag til alle.