Langtidshævede grovboller

Vel hjemme i Danmark har vi været lidt rundt i landet for at besøge familie og venner. Mens vi boede sammen med gode venner i deres sommerhus på Sjælland, lavede jeg disse boller.

Dejen er meget nem at røre sammen og der skal ikke æltes. Og da der næsten ingen gær er i skal de hæve i lang tid. Der står dejen skal stilles på køl i køleskabet, men der har jeg næsten aldrig plads,
så jeg stiller det bare et køligt sted. Det har virket fint for mig.

Der bliver en ret stor portion ud af denne omgang, men det er mest luft, så sørg for du kommer dejen i en stor skål, så det kan få plads til at hæve.
Når bollerne skal formes bruger man to skeer til at sætte bollerne på bagepladen. Det er meget vigtigt at du ikke rører i dejen igen, efter den er hævet, da alt luften vil forsvinde og bollerne bliver meget tunge.

Jeg laver gerne disse boller når vi vil have friskbagt brød til morgenmad. Hurtig dej at røre sammen og så står den ellers og passer sig selv, indtil man bager dem.

Langtidshævede Grovboller 20 stk:

  • ½ dl sesamfrø
  • 5 g gær
  • 7 dl koldt vand
  • 1 æg
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk olie
  • 2 spsk honning
  • 1 dl solsikkekerner
  • 3 dl havregryn
  • 200 g grahamsmel eller
  • 650 g hvedemel

Rist sesamfrøene på en tør pande, til de begynder at dufte og “poppe”. Lad dem køle af på en tallerken.
Opløs gæren i vandet i en stor skål.
Tilsæt sesamfrø, solsikkekerner, æg, olie, salt, honning, grahamsmel og hvedemel.
Rør dejen grundigt, (brug grydeske eller dejkroge på en håndmikser) og tilsæt ikke mere mel. dejen skal være lind. Dæk skålen med film og stil den i køleskabet eller i et køligt rum, natten over.
Tænd ovnen på 200 grader (180 grader varmluft).
Tag dejen ud af køleskabet eller rummet. Form ca. 20 boller med 2 skeer og læg dem på bageplader med bagepapir. Bag bollerne 15-18 minutter. til de er gyldenbrune og de lyder hule når man banker dem under bunden.

Gulerodskage med osteglasur

Gulerodskage

Gulerodskage

Vi er kommet hjem fra vores rundrejse i Asien. Er godt nok ikke helt tilfreds med det vejr vi har herhjemme denne sommer. Men vi nyder at få set venner og familien igen.

Jeg gik jo hen og blev 40 år mens vi var på Langkawi, Malaysia. Det fejrede vi med nogle tyske venner, vi havde fået mens vi boede der. De havde været så flinke at lade mig låne deres ovn, så jeg kunne bage en kage.
Valget faldt på denne gulerodskage, da jeg var sikker på at jeg kunne få alle ingredienserne her på Langkawi.

Hanne pakker gaver ud

Ange og Klaus kom med gaver og vi valgte at tage ud og spise om aftenen. Jeg havde en skøn dag og noget af det bedste var, at få lov til at bage lidt igen.

Fin taske og tørklæde

Klar til at tage ud og spise

Hygger sammen med venner

Gulerodskage, lille bradepande:

Gulerodskage:

  • 4 æg
  • 4 dl sukker
  • 4 dl mel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 stk vanilje
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk natron
  • 2 dl olie
  • 6 gulerødder revet

Fyld:

  • 240 g smør
  • 200 gram flødeost naturel
  • 6 dl flormelis
  • 2 tsk vanilje

Bland alle de tørre ingredienser.
Æg og sukker piskes sammen i ca 8 minutter.
Kom det i æggemassen lidt efter lidt, mens der røres med en ske.
Kom olien i og rør med skeen, tilsidst tilsættes de revne gulerødder.
Hældes i en smurt bradepande med størrelsen 25×35 cm
Bages i en forvarm ovn ved 200 grader i ca. 20 minutter. Stik en kødnål ned i midten for at se om den kommer op ren.
Hvis den ikke gør, giv kagen noget ekstra tid i ovnen.

Mix alle igredienserne sammen til fyldet og når kagen er helt kold kommes det på toppen.