Baconbøffer

Baconbøf
Baconbøf

Da jeg lærte min mand at kende, var baconbøf en af de retter han gerne lavede til mig, eller når vi havde gæster. Den var så simpel og nem at der ikke var noget der kunne gå galt. Den ret var lavet på rent oksekød med bacon omkring. Bøfferne blev brunet af i ovnen og så hældte du fløde der var blandet med ketchup, salt og peber henover og gav det noget mere tid i ovnen.

Det er ikke fordi jeg ikke kunne lide denne ret, men den var måske lidt for kedelig og fed til mig. Nu har jeg så lavet min egen udgave af denne ret. Der er lidt mere arbejde med opskriften, men den er ikke svær at gå til.

Jeg valgte at lave en rørt fars af oksekødet. Det giver så meget mere smag til bøfferne og sørger også for de ikke bliver for tørre. Så besluttede jeg mig for at lave en opbagt sovs. Så kan jeg gøre den lettere ved at bruge mælk og så selvfølgelig lidt fløde. Sovsen i den ret jeg fik serveret af min mand, var også ret tynd, denne her er noget tykkere i det, så det sidder bedre fast på bøffer og ris.

Når du kommer ketchup i sovsen, bliver sovsen tyknet noget mere, men så kan man altid komme lidt ekstra mælk i, hvis du synes den blev for tyk.

Baconbøffer 6 personer:

  • 1 kg hakket oksekød 8-12%
  • 2 spsk. rasp
  • 1 stk. stort æg
  • 1 dl piskefløde 38%
  • 1 revet løg
  • 2 tsk salt
  • friskkværnet peber
  • 1 spsk. sennepspulver
  • 1 pk. mager bacon i tern eller Serano skinke i tern
  • 12 skiver bacon
  • olie til stegning

Sovs:

  • 2 spsk. smør
  • 3 spsk. hvedemel
  • ½ l mælk, måske mere
  • 1 dl. tomatketchup
  • ¼ dl piskefløde 38%
  • 1 tsk citronsaft
  • 1 spsk. stødt paprika
  • 1 tsk stødt ingefær, kan udelades
  • 1 – 2 tsk salt
  • friskkværnet peber

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Rør kød, rasp, æg, fløde, løg, bacontern og krydderier til en ikke al for løs fars. Form farsen til 12 bøffer. Beklæd hver bøf med en skive bacon, som holdes fast med en halv tandstik. Kom fedtstoffet i en stegepande og steg bøfferne heri. De skal bare brunes af, da de bliver færdige i ovnen. Kom bøfferne i et ovnfast fad.

Sovs: Smelt smørret i en gryde og lav en opbagning med mel, mælk og fløde. Kog igennem. Smag saucen til med ketchup, citronsaft, paprika og evt. stødt ingefær, salt og peber. Hæld sovsen over bøfferne og sæt fadet i ovnen i 30 – 40 minutter.

Retten kan serveres med ris eller kartoffelmos og server også en skøn broccolisalat til.

Bagte tarteletter

Bagte tarteletter
Bagte tarteletter

Disse bagte tarteletter er en super ide til en nem frokost, en skøn solskinsdag. De er hurtige at lave og så smager de rigtig dejligt.

De er også rigtig gode at have i fryseren, så er de nemme at tage op, hvis du har brug for lidt hurtig mad. Brug dem eventuelt til madpakken eller hvis du skal på picnic.

Bagte tarteletter 10 stk.:

  • 10 tarteletskaller
  • 1 lille løg
  • 1 håndfuld purløg
  • 1 bk. skinkestrimler
  • 2 bk. Pikant ost
  • 2 æg
  • Salt og peber
  • purløg til pynt

Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

Hak løg og purløg. 

Rør løg, purløg, pikant ost, æg, skinke, salt og peber sammen i en skål. 

Fordel fyldet i tarteletskallerne, alt efter hvilke skaller du bruger, kan der godt være lidt fyld tilbage. 

Bag tarteletterne i ovnen i cirka 30 – 40 minutter. Hold øje med tarteletterne, de kan godt gå hen og blive for mørke, inden de er helt færdige. Hvis det sker, så kom et stykke folie hen over. Tarteletterne er færdige når de føles faste ved at trykke på fyldet.

Så er de klar til servering. Gerne med en skøn salat til.

Pinchos Morunos, Spanske skinkespyd

Pinchos Morunos
Pinchos Morunos

Disse skønne spanske spyd er fyldt med smag. Vi har fået dem som en lun tapas og havde så lyst til at lave dem selv på grillen i vores have.

Når solen skinner så meget hernede i Sydspanien, så får man lyst til at grille. Og en af de ting jeg tager med hjem for at grille i Danmark, er disse spyd. De er nemme at lave, man skal bare have fat i en del forskellige krydderier.

Det gode ved at bruge en svinemørbrad er at kødet er magert og kræver ikke alt for lang tid på grillen. De er selvfølgelig skønne som et lunt indslag til tapas, men sammen med en skøn tomatsalat eller broccolisalat er de også perfekte.

Prøv dem næste gang du skal have gæster til tapas eller grill.

Pinchos Morunos, Spanske skinkespyd 4 stk.:

  • 1 svinemørbrad, renset og skåret i lige store stykker
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. røget sød paprika
  • ½ tsk. gurkemeje
  • ½ tsk. fennikelfrø
  • ¼ tsk. stødt allehånde
  • ¼ tsk. stødt kanel
  • ¼ tsk. salt
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 fed hvidløg, presset
  • Lidt groft kværnet peber

    Afpuds svinemørbrad for sener og store stykker fedt. Skær mørbraden over på langs og skær den derefter i tern. Sørg for at stykkerne er cirka lige store, da de så tager lige lang tid på grillen.

    Mix alle de andre ingredienser sammen i en skål, der er stor nok til at mørbradstykkerne også kan være deri.

    Det skal vare en god pure af alle de skønne krydderier. Kom kødternene ned i marinaden og ælt marinaden godt ind i kødet. Sørg for der er marinade på alle stykker af kød. Lad det trække i minimum 2 timer i køleskabet, men gerne natten over.

    Når du er klar til at skulle grille dine spanske spyd, kom kødstykkerne på dine spyd. Hvis du bruger spyd af træ, så skal du huske at de skal ligge i vand lidt tid før, så de ikke brænder på grillen. Prøv at komme dine stykker på spyddet, så de flader en smule ud og er af samme størrelse. Det er for at de gerne skulle blive færdig på samme tid.

    Grill dem nogle få minutter på hver side, indtil de er begyndt at få grillstriber og er tilberedt helt igennem. Tiden kan variere, alt afhængig af tykkelsen på kødstykkerne.

    Server sammen med andre spanske tapas eller med en skøn salat.

    Fyldt tortilla

    Fyldt tortilla
    Fyldt tortillas

    Jeg har set et program på Netflix om mad i sydamerika og der var de i Argentina. Der så jeg de lavede en stor kartoffeltortilla fyldt med ost og skinke.

    Lige nu sidder jeg i Spanien og spiser mange tortillas til min tapas, men de er de mere simple slags. Så fik lyst til at prøve mig frem og se om jeg ikke kunne gøre Argentina kunsten efter.

    Den blev superlækker, dog havde jeg fået fingre i en reven ost det ikke smeltede helt så meget, så kik efter en der er beregnet til at smelte.

    I Argentina og også her i Spanien kommer de kartoffelternene en tur i frituren, jeg brugte min airfryer til at stege/bage kartoflerne inden de bliver blandet med æg. En alm. ovn kan også bruges. Det er dog vigtig at du tilbereder kartoflerne lidt før de blandes med æg, ellers skal tortillaen have for lang tid i ovnen bagefter, og det giver en meget mørk tortilla.

    Fyldt tortilla 4 personer:

    • 3-4 store bagekartofler
    • 8-10 æg
    • 300 gram revet ost, mere hvis du har lyst
    • 5 store skiver kogt skinke
    • Salt
    • Peber

    Start med at skrælle kartoflerne og skær dem ud i tern, de skal ikke være for store. Kom dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 180 grader i 10-15 min, eller i en airfryer i 10 min.

    Kom de bagte kartofler op i en stor skål. Kom alle æggene i og bland det hele godt sammen. Der skal være godt med æggemasse. Krydr med salt og peber.

    Tag en springform og sprøjt den med lidt fedtstof. Hæld derefter halvdelen af kartoffel/æggemassen ned i springformen. Kom den revne ost ud over hele fladen og top derefter med skiver af skinke.

    Derefter hælder du resten af kartoffel/æggemassen henover, så skinken er helt dækket.

    Sæt tortillaen i den 180 grader varme ovn og bag den i 40-50 minutter.

    Tag den ud af springformen og server som en del af tapas, eller som stjernen i måltidet sammen med en salat.

    Fyldt tortilla stykke

    Arroz con Pollo – Ris og kylling

    Spansk ris og kylling
    Spansk ris og kylling

    Nu jeg har været i Spanien et stykke tid, så er der jo en masse dejlige spanske opskrifter der skal prøves af.

    Arroz con pollo er en af dem. Ris med kylling. Det er en dejlig nem ret, da den laves i en pande der kan gå i ovnen. Den eneste rigtig dyre ingrediens er safran, men det er en vigtig ingrediens, så jeg synes man skal bruge den.

    Jeg havde en pose ærter og gulerødder i fryseren, så da jeg blandede ris og bouillon i, kom jeg ærter og gulerødder med. Hvis du som i opskriften kun bruger ærter, så gør som der står og bland dem i lige inden servering. Det giver ærterne lidt mere friskhed og bid.

    Arroz con Pollo – Ris og kylling 4 personer:

    • 60 ml tør hvidvin
    • ½ tsk. Safran tråde
    • 4 kyllingeoverlår med skind
    • salt og friskkværnet peber
    • 1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
    • 1 mellemstort løg, finthakket
    • 1 rød peberfrugt i tern
    • 2 tsk hakket hvidløg
    • 2 laurbærblade
    • 500 ml hønsebouillon, plus mere hvis det er nødvendigt
    • 200 g kortkornet ris
    • 2 spsk. hakket persille
    • 100 g frosne ærter, optøet

    Forvarm ovnen til 175 grader.

    Hæld vin og safran sammen og lad det stå indtil det skal bruges.

    Krydr kyllingen på begge sider med salt og peber. Varm olie op i en stor pande med høje kanter, ved middelhøj varme. Steg kyllingen med skindsiden nedad, indtil den er brunet godt af, 4 til 5 minutter. Vend, og steg den anden side, indtil den er gyldenbrun. Overfør kyllingen til en tallerken.

    Reducer varmen til medium og steg løg, rød peberfrugt og hvidløg mens du rører ofte, indtil de er møre, 5 til 7 minutter. Rør vin-safranblanding i, salt, peber og laurbærblade.

    Kog indtil vinen er næsten fuldstændig fordampet. Tilsæt bouillon og ris og bring det i kog. Kom kyllingelår i panden. Dæk gryden til med et låg og sæt den i ovnen. Bages i 30 minutter.

    Tag gryden ud af ovnen. Rør ærterne i risene. Top med persille og server.

    Marry me kylling

    Marry me kylling
    Marry me kylling

    Jeg har fundet denne opskrift på en amerikansk hjemmeside. Denne kyllingeret er fyldt med smag og er også nem at gå til.

    Jeg holder meget af retter med kylling og soltørrede tomater. Tomaterne giver bare så meget smag. Og så er en sauce med fløde og parmesanost jo altid lækker. Hvis man nu serverede en sund grøn salat ved siden af, så er det nok ikke så usundt. 😊 Selvom det bliver mig selv der skal spise den, manden er ikke meget for salat til varm mad. 😉

    Men som opskriften navn antyder, så er det en ret der kan få den mindst giftelystne mand til at sige marry me. 😀 Så godt smager den og god mad er vejen til en mands hjerte.

    Marry me kylling 6 personer:

    • 3 store kyllingebryster
    • 3 fed hvidløg, hakket
    • 180 ml kyllingebouillon
    • 100 ml fløde
    • 30 gram revet parmesanost
    • 1 glas soltørrede tomater, skåret i mindre stykker
    • 1 tsk. tørret oregano
    • ½ tsk. knuste chili flager
    • olivenolie
    • salt og peber
    • frisk basilikum

    Forvarm ovnen til 175 grader. Sæt en plade midt i ovnen, stegepanden kan stå på. Læg kyllingebryster på et skærebræt og trim efter behov, Skær dem over på tværs, så du har seks stykker kyllingebryst. Dup derefter kyllingebryster tørre på alle sider med køkkenrulle.

    Krydr generøst toppen af kyllingebrysterne med salt og sort peber. Vend kyllingebrystet og krydr den anden side. Stil kyllingen til side.

    Varm en pande med høj kant og som må gå i ovnen, op over medium-høj varme. Tilsæt olivenolie og drej panden, så hele overfladen er dækket med olie.

    Når olien er varm, læg de krydrede kyllingebryster i stegepanden. Steg kyllingebryst 2 til 3 minutter, indtil de er let gyldne. Vend kyllingebrysterne og steg 2 til 3 minutter mere. Overfør de stegte kyllingebryster til en tallerken og stil dem til side. Bemærk: Kylling bør ikke være helt gennemstegt på dette tidspunkt.

    Reducer varmen til medium. Sørg for at temperaturen på stegepanden er blevet reducereret før du tilsætter hakket hvidløg. Sautér hvidløg i 1 til 2 minutter, eller indtil hvidløgene er duftende.

    Tilføj kyllingebouillon til stegepanden og rør rundt, og sørg for at skrabe eventuelle brunede stykker kylling eller hvidløg op, der kan sidde fast i bunden af stegepanden. Det er der alt den gode smag sidder.

    Tilsæt derefter fløde. Pisk eller rør forsigtigt for at inkorporere fløden i kyllingebouillonen. Når væskerne er blandet, drysses revet parmesan i blandingen og der røres forsigtigt, indtil osten er smeltet.

    Fortsæt med at røre i sauceblandingen i 1 minut eller deromkring, før du tilsætter de soltørrede tomater, tørret oregano og røde chili flager til flødesaucen. Smag saucen til og juster med salt, peber, oregano og røde chili flager.

    Lad saucen simre ved middel varme, et par minutter. Kom de stegte kyllingebryster tilbage i panden. Vend kyllingebryst 3 til 4 gange for at dække alle sider med sauce, og kom derefter hele stegepanden i ovnen.

    Bag kyllingen i ovnen i 15 minutter, og lad det derefter stå og trække i 5 minutter inden du pynter med snittede basilikum blade.

    Server med ris.

    Kalkun i karry med kokosmælk

    Kalkun i karry
    Kalkun i karry

    Jeg er glad for retter der er med karry og kokosmælk. Det er bare en god kombination.

    Denne ret er en mildt smagende karryret med masser af lækre grøntsager og møre stykker kalkunbryst.

    Det gode ved denne ret er at den er fryseegnet, så laver gerne denne store portion, Får retten to dage i træk og fryser en god omgang ned, så aftensmaden er endnu nemmere en anden dag. Du kan sagtens skifte kødet ud med kylling eller svinekød og du kan også tilsætte andre grøntsager, hvis du skulle have lyst.

    Hvis du ønsker en lettere udgave af retten, kan du sagtens bruge light kokosmælk og mager creme fraiche.

    Kalkun i karry med kokosmælk 8 personer:

    • olie til stegning
    • 2 spsk. karry
    • 3 hønsebouillonterninger
    • 1 kg kalkunbryst skåret i tern ca. (kyllingekød eller svinekød i tern kan også sagtens bruges)
    • 1 bakke champignon skåret i kvarte
    • 2 store løg i tern
    • 6 store gulerødder i tern
    • 4 peberfrugter i strimler, gerne i forskellig farve
    • 7,5-10 dl kogende vand
    • 400 ml kokosmælk
    • 4-500 gram ananas i tern inkl. væde (en stor dåse)
    • 5 dl creme fraiche
    • salt
    • peber
    • ekstra karry
    • maizena til jævning
    • persille til pynt

    Svits karry og hønsebouillonterninger i olie i en stor gryde.

    Kom kalkuntern i og svits det med. Krydr med salt og peber.

    Løg i tern kommes ved og svits med. Kom champignon ned i gryden og lad det stege med.

    Derefter kommes gulerødder, peberstrimler og ananas ned i gryden, Rør godt rundt og tilsæt kogende vand. Lad retten småsimre i 20 minutter.

    Kom kokosmælk og creme fraiche i gryden. Pas på retten ikke kommer til at bulderkoge, da det vil få kokosmælken til at skille.

    Tilsæt maizena jævning og smag til. Der skal evt.  tilsættes ekstra salt, peber og karry.

    Server med ris.

    Kartoffel/grønkålssuppe med chorizo

    Kartoffelsuppe med chorizo
    Kartoffelsuppe med chorizo

    Jeg havde en rest grønkål som jeg skulle have brugt. Så fandt jeg en opskrift på en skøn suppe hos Valdemarsro som jeg tænkte jeg måtte prøve. Da jeg havde alle ingredienserne hjemme i køleskabet, var det bare at komme i gang.

    Jeg har lavet lidt om på opskriften, men det er ikke meget. Jeg havde også en rest røget medister, jeg skar i tern og kom i. Dog først de sidste 10 minutter. Det smagte rigtig godt sammen med det andet.

    Kartoffel/grønkålssuppe med chorizo 4 personer:

    • 2 løg, finthakket
    • 4 fed hvidløg, finthakket
    • 50 g chorizo, i tern
    • 1 tsk. timian, tørret
    • 700 g skrællet kartoffel, i små tern
    • 100 g frisk grønkål, finthakket
    • 9 dl hønsebouillon
    • 1 dl piskefløde
    • 2 spsk. olie
    • salt
    • sort peber, friskkværnet
    • 1 håndfuld grønkål, finthakket til servering

    Hak løg og hvidløg fint, gerne i en minihakker, Varm olien op i en gryde ved middelvarme og steg løg og hvidløg, til løgene er bløde, de skal ikke have taget farve. Tilsæt chorizopølse i tern, timian, kartoffeltern og grønkål ned til løgene og varm det godt igennem i cirka 5 minutter.

    Kom bouillon, fløde, salt og peber i gryden og lad det simre i cirka 15-20 minutter, til kartoflerne er møre.

    Server den varme suppe med et drys finthakket frisk grønkål.

    Cremet tomatsauce med gnocchi

    Cremet tomatsauce med gnocchi
    Cremet tomatsauce med gnocchi

    Som I sikkert allerede har opdaget, er jeg meget glad for at bruge gnocchi.

    Denne opskrift er en dejlig nem ret, som er skøn på en hverdagsaften, hvor det skal gå hurtigt.

    Burrata ost er en mere cremet mozzarella og den skal du nok lede efter i et velassorteret supermarked.

    Den er ikke blevet så populær endnu at den kan fås i alle supermarkeder.

    Men det er en fantastisk ost, så det er jeg sikke på den nok komme i fremtiden.

    Prøv denne skønne kødfrie ret, næste gang du ikke har for meget tid, til at stå i køkkenet.

    Cremet tomatsauce med gnocchi 4 personer:

    • 2 spsk. olivenolie
    • 8 fed hvidløg
    • 800 – 900 g cherrytomater
    • ½ tsk. chili flager
    • ½ tsk. tørret oregano
    • ½ tsk. tørret timian
    • ½ tsk. paprika
    • 1 tsk. salt
    • 120 ml fløde
    • ½ tsk. groft sort peber
    • 800 g gnocchi
    • 1-2 burrata oste
    • frisk basilikum

    Varm olien i en stor pande over svag varme.

    Tilsæt de hele pillede fed hvidløg og steg dem indtil de begynder at dufte.

    Skru varmen op på middel varme og tilsæt cherrytomater, chili flager, krydderier og salt.

    Lad det småkoge, mens du rører i det med mellemrum, indtil mindst halvdelen af tomaterne er kogt ud. Det tager ca. ti minutter. Rør fløde og peber i retten, og skru ned så retten kun lige simre.

    I mellem tiden koger du gnocchien som anvist på pakken. Gem 100 ml af pastavandet. Kom de kogte gnocchi og vandet ned i panden til tomaterne, og rør i retten indtil saucen er tyknet. Det tager ca. 2 minutter.

    Bræk burrataen i stykker og fordel den oven på retten, og pynt med friske basilikumblade.

    Server sammen med noget godt brød.