Flødebagte rodfrugter med kylling

Flødebagte rodfrugter med kylling
Flødebagte rodfrugter med kylling

Vi var inviteret til middag hos min mands morbror og tante og de servere altid sådan noget lækkert mad.

Denne ret var skøn og at man brugte rodfrugter i stedet for kartofler, gav retten en mere fyldig smag.

Man kan bruge madlavningsfløde hvis man vil gøre retten lettere. Dog er jeg mest til at bruge de rene varer og ikke alle disse blandingsprodukter.

Flødebagte rodfrugter med kylling 4 personer:

  • 4 kyllingebryster
  • 8 tynde skiver bacon
  • ½ l. piskefløde
  • 4 kviste frisk timian
  • 2 tsk. dijonsennep
  • 1 fed hvidløg, revet/presset
  • salt og peber
  • 400 g. jordskokker i meget tynde skiver
  • 400 g. pastinak eller persillerod i meget tynde skiver
  • 2 store porre i skiver
  • 50 g. vesterhavsost, revet (kan udelades)

Tænd ovnen på 180/165 grader varmluft.

Skær hvert kyllingebryst i 2 stykker på langs. Drys med salt og peber.
Rul 1 stykke bacon omkring hvert kyllingstykke. Sæt på køl.

Rør fløden sammen med timian, sennep, hvidløg, salt og peber.
Vend rodfrugterne og porrerne sammen med flødeblandingen i en skål.

Hæld grøntsagsblandingen i et smurt ovnfast fad, tryk overfladen let flad og drys med revet ost.

Bag blandingen i cirka 35 min., til grøntsagerne er næsten møre.
Fordel kyllingestykkerne over blandingen, og bag retten yderligere 20-25 min., til kyllingen er gennemstegt.

Server med salat og noget godt brød.

Amerikanske Cinnabons

Cinnabon2
Cinnabon

Første gang jeg var i USA sammen med min mand, fik jeg nogle helt fantastiske kanelsnegle. Butikken hed Cinnabons.

Jeg er rigtig glad for de danske kanelsnegle, men de her var bare lidt mere vilde. Kæmpe store og med en virkelig lækker glasur.

Jeg har så ledt efter en opskrift på disse cinnabons og denne copy cat opskrift lignede rigtig meget dem jeg huskede.

De smager ret godt, men jeg kunne dog ikke dy mig for at gøre opskriften mere min. Jeg brugt frisk gær, (og ikke tørgær) for det er vi så heldige at vi nemt kan få her i Danmark. Jeg tilsatte også lidt kardemomme i dejen.

Der er en meget stor portion glasur og jeg brugte ikke det hele, så måske man kan lave lidt mindre, eller bare gå “all in” og smovse i lækker glasur.

Amerikanske cinnabons 12 stk.:

Dejen:

  • 250 ml. mælk
  • 2 æg, stuetemperatur
  • 75 g. blødt smør
  • 580 g. mel
  • ½ tsk. salt
  • 50 g. sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 pk. gær

Fyld:

  • 220 g. brun farin
  • 3 spsk. stødt kanel
  • 100 g. blødt smør

Glasur:

  • 200 g. flødeost naturel
  • 50 g. blødt smør
  • 200 g. flormelis
  • ½ tsk. vaniljeessens
  • 1 knivspids salt

Smelt smørret til dejen i en gryde. Når det er smeltet tilsættes mælken, når det er lunkent opløses gæren i mælkeblandingen.

Kom sukker, salt, kardemomme og æg ned til mælkeblandingen og bland det godt. (Brug gerne en røremaskine)

Ælt melet i blandingen og ælt indtil dejen er blød og elastisk.

Stil dejen til hævning et lunt sted med et rent viskestykke over i cirka 1 time, til dejen er blevet dobbelt så stor.

Varm ovnen op til 200 grader.

Slå dejen sammen og rul den ud til en rektangel 45×55 cm.

Bland det bløde smør sammen med brun farin og stødt kanel, til en jævn masse.

Smør det ud på dejen, helt ud til kanterne.
Rul dejen sammen fra den lange side, så du har en 45 cm lang roulade.
Skær dejen ud i 12 lige store stykker.

Smør en 33×22 cm stor bradepande og kom kanelsneglene i bradepanden med lidt luft mellem hinanden.
De vokser sammen når de hæver op.
Kom viskestykket over og lad dem efterhæve i cirka 45 min.

Bag sneglene på midterste rille i ovnen i cirka 15 min. eller til de er gyldenbrune.

Mens sneglene bager, blander du glasuren sammen.
Pisk flødeosten sammen med smør, flormelis, salt og vaniljeessens, indtil det er let og luftigt.

Lad sneglene køle af i 10-15 min. før du smøre glasuren på de varme snegle.

Cinnabon1

Ristede krydrede grøntsager

Ristede krydrede grøntsager
Ristede krydrede grøntsager

Jeg leder altid efter nye opskrifter på tilbehør og denne opskrift på ovnristede grøntsager med masser af dejlige krydderier, er blevet en af dem jeg laver ofte.

Disse grøntsager passer rigtig godt til alt slags kød og fisk. Du kan også serverer dem som hovedret oven på en omgang couscous, så er det en dejlig vegetarret.

Ovnstegte krydrede grøntsager 4 personer:

  • 800 g. gulerødder, skåret i 1 cm skiver på skrå
  • 2 store rødløg, skåret i både
  • 1 fennikel, skåret i både
  • 4 spsk. oliven olie, delt
  • salt og peber
  • 2 spsk. solsikkekerner
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • ½ tsk. chiliflager
  • ½ tsk. stærk røget paprika
  • 2 spsk. rødvinseddike
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 håndfuld salvie, frisk

Forvarm ovnen til 210 grader varmluft.

Kom gulerødderne i en bradepande, og løg og fennikel i en anden bradepande. (Giv dem masser af plads på pladen, det giver en bedre ristet grøntsag)

Del 2 spsk. olivenolie mellem de 2 bageplader og vend det godt rundt i grøntsagerne. Krydr med salt og peber.

Steg grønsagerne i ovnen, mens du vender i det med mellerum.
Løg og fennikel skal have 35-45 minutter og gulerødderne skal have 20-25 minutter. De skal være gyldenbrune og møre.
Lad det køle lidt ned.

Mens grønsagerne er i ovnen, steger du i en pande, solsikkekernerne sammen med spidskommen, chiliflager og paprikaen i de sidste 2 spsk. olivenolie, ved middel varme.

Rør ofte, indtil olien bobler stille omkring kernerne og det hele dufter. Pas på det ikke kommer til at brænde på.

Lad det køle ned og rør så rødvinseddiken og citronsaften i. Krydr med salt og peber.

Bland de ristede grøntsager sammen og vend solsikkekerneblandingen i.

Pynt med hakket salvie og server.