Russisk honningkage

Russisk Honninkage1
Russisk Honninkage

Da min skønne svigermor blev 75 år, havde jeg lovet at lave en fødselsdagskage.

Jeg brugte lejligheden til at lave denne virkelig flotte og lækre russiske honningkage.

Det var en rigtig dejlig smag af honning og krydderier denne kage havde og selvom man skulle tro den ville være noget tung i det, er det en rigtig let kage. Dog spiser man ikke mere en et stykke, da stykket er meget stort, grundet de 10 lag.

Hvis du laver denne kage, vil du helt sikkert modtage et Wow. Stor og høj kage der ligner en million.

Kagen er ikke svær at lave, men den tager noget tid. Det gode ved den er dog at den skal laves minimum 1 dag før den skal spises.

Jeg bagte bundene 2 dage før og pakkede dem godt ind og satte dem koldt.

Du kan også godt bage dem i rigtig god tid og så bare fryse dem ned. Da de er ret tynde, tør de hurtigt op. Bare sørg for at du ligger bagepapir mellem hvert lag, da de ellers klister sammen.

Jeg lagde også bagepapir mellem hvert lag, mens jeg havde dem på køl.

At bage bundene en dag og samle kagen dagen efter med cremen, gør at det ikke virker som et så stort projekt. Og så er man også sikker på bundene er helt kolde før man samler den.

Jeg lavede en blyantsring på bagepapiret med en kagering som jeg så vendte om (så der ikke kommer blyantsstreg på dejen).

Jeg havde to plader til ovnen, som jeg havde inde på en gang. Så havde jeg 4 stykker bagepapir med tegnede ringe på, så kom jeg dej på de to der ikke var i ovnen, og førte dem forsigtigt over på bagepladerne når de var kommet ud og de andre bagepapirer med bunde var kommet af.

Så gik det rimeligt hurtigt at bage 11 bunde.

Når bundene er bagt brugte jeg bageringen til at skære ujævnheder væk, så bundene var helt runde og lige store.

Den originale opskrift har en masse fine billeder, så I kan se processen lidt mere detaljeret. I kan se siden her.

Russisk Honningkage til 16 personer:

Den brændte honning:

  • 255 g honning
  • 57 g vand

Kagebunde 11 stk.:

  • 85 g brændt honning
  • 255 g honning
  • 227 g sukker + 2 spsk
  • 200 g usaltet smør, skåret i tern
  • 6 store æg, 300 g uden skal
  • 2 ½ tsk. natron
  • 3/4 tsk. fin salt
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 454 g mel

Cremen:

  • Resten af den brændte honning
  • 380 g dulce de leche, 1 dåse
  • ½ tsk. fin salt
  • 1 1/4 l. piskefløde

Den brændte honning:

Forvarm ovnen til 180 grader.
Lav cirkler med en blyant på 4 stykker bagepapir og kom på 2 bageplader af gangen, med blyantstregen nedad.

Sæt dem til side.

Kom honningen I en kasserolle og sæt det over ved høj varme.
Bring det op at koge og lad det simre ved middel varme.

Kog honningen mens du rører i det ind imellem, indtil farven går fra lys til mørk karamel. Det tager omkring 3 minutter. Sluk for varmen og tilsæt forsigtigt vandet. Lad honningen stå indtil det stopper med at sprutte og boble og rør derefter for at blande det sammen. Kom den brændte honning i en varmesikker skål og sæt den til side.

Kagebundene:

Over vandbad kommes 85g af den brændte honning og 255g normal honning, sukker og smør i tern. Vær opmærksom på at vandet ikke rører ved skålen og det skal kun lige simre.

Slå æggene ud i en skål og sæt dem til side. Bland natron, salt og kanel sammen i en lille skål.

Rør roligt i honning/smør blandingen indtil smørret er smeltet, derefter rører du grundigt i det så det er godt blandet og en homogen masse.
Brug dine fingre til at mærke efter hvor varm honningmassen er. Når den er blevet varm, pisker du æggene i.

Når massen igen er blevet samme varme temperatur, tilsætter du kanelblandingen, og pisker grundigt i 30 sekunder.
Dejen vil begynde at skumme og komme med en speciel lugt. Fjern skålen fra varmen og lad det køle lidt ned indtil det ikke er helt så varmt.

Melet skal sigtes over honning/æggedejen af 3 omgange, mens der piskes efter hver gang for at få det hele godt blandet, og uden klumper.

Dejen er nemmere at få ud i et jævnt lag, når den er varm, så sæt den et lunt sted, som oven på ovnen der er ved at varme op, eller tilbage over gryden med det varme vand fra vandbadet. (Dog uden der er tændt)

Tag en lille deciliter (dl.) af dejen og kom på de forberedte bagepapirer. Brug en lille paletkniv eller dejskraber, til at få dejen jævn ud til kanten af den blyant tegnede cirkel. Se billede i slideren nederst i opskriften.
Vær opmærksom på at dejen er jævnt fordelt, ellers tilsættes der en lille smule mere dej de steder der er tyndt og lap og glat ud.

Bag de to første bunde, mens du spreder dej ud på de næste to stk. bagepapir.

Bag bundene i 6-7 min. indtil bundene får en mørk karamelfarve, springer tilbage når du trykker på dem og en tandstikker kommer ud ren. Pas på ikke at bage dem for længe.

Når bunden er bagt kommes bagepapiret over på en rist, så de ikke bager videre på den varme plade, som du jo også skal genbruge. Det at pladerne nu er varme, er med til at de næste bunde kun skal bages i 5-6 min.

Når bundene er kølet lidt af, tages de forsigtigt af bagepapiret og du laver nu nye dejcirkler på bagepapiret, til næste bagning.

Når alle 11 bunde er bagt, tjekkes de for om der er kommet dej uden for cirklen.

Jeg bruger min kagering til at skære dejen af med der var kommet udenfor, ved at presse ringen ned over bunden. Alle disse kanter skal du ikke smide ud.
De skal på en bageplade sammen med den ellevte bund, (eller den bund der er grimmest) og kommes tilbage i ovnen ved 120 grader.

Bages nu til det hele er tørt og er en meget dyp mørk brun, cirka 15 min. (det skal ikke blive sort)

Lad det køle helt ned og brug en foodprocessor til at køre det hele til fine krummer. Kom dem i en lufttæt beholder og gem dem til pyntning.

Flødecremen:

Tag den resterende brændte honning, dulce de leche og ½ tsk. fint salt og kom det i en mellemstor skål.

Pisk med håndkraft indtil det er blandet og kom 180 ml af fløden langsomt i, og pisk indtil det er homogent.
Sæt det på køl i ½ time. Det skal være helt koldt.

Kom resten af fløden i en kold skål, gerne en røremaskine med piskeriset påsat.
Pisk ved middel hastighed, indtil der kommer bløde toppe, cirka 6 min.

Tilsæt honningfløden og pisk til fløden er pisket stift, dog ikke for stift, da det så vil give problemer når du skal smøre det ud og det kan ende som smør.

Hvis du ikke har en røremaskine, kan du sagtens piske det med en håndmixer, dog er det en god ide at piske det over to omgange, da det er en stor portion.

Samling af kagen:

Saml kagen på en cirkelrund papbund der passer til bundene, gerne med lidt ekstra plads, så er den nemmere at løfte op, hvis den skal stå på noget andet.

Eller sæt den på en fladt glasfad, gerne det den skal serveres på. Kom evt. bagepapirstrimler rundt i kanten, så når du kommer cremen på, gør du ikke fadet snavset. Så fjerner du bare strimlerne når du er færdig og du behøver ikke gøre fadet rent i kanten.

Kom en bund på fadet/pappet og kom en god stor klat creme i midten.
Brug en paletkniv eller dejskraber til at fordele cremen jævnt ud over bunden.
Forsæt med en ny bund og derefter creme, indtil alle ti bunde er stablet oven på hinanden.

Slut af med creme på toppen og brug det sidste creme til at glatte siden på kagen.
Siden behøver ikke se så pæn ud, da du dækker siden med de krummer du har.

Brug dine hænder til at presse krummerne forsigtig på siden af kagen. Du kan også komme krummer på toppen hvis du synes det er pænt.

Sæt kagen på køl indtil næste dag. Det er med til at kagebundene og cremen holder mere sammen og cremen er med til at bløde bundene mere op så kagen bliver mere fugtig og lækker.

Kagen kan laves op til 2 dage før den skal serveres og rester holder sig i op til 3 dage.

Server kagen i flotte stykker, kold eller ved kølig rumtemperatur.

  • Russisk Honninkage3

Karbonader med stuvede ærter og gulerødder

Karbonade med ærter og gulerødder
Karbonader med stuvede ærter og gulerødder

Vi har lige besøgt nogle af vores rigtig gode venner, der bor i San Fransisco og dansk mad er ikke noget de får så ofte, så da vi fik lov at bo hos dem, ville jeg gerne lave klassisk dansk mad til dem.

Så ud over frikadeller til deres madpakke, lavede jeg karbonader med stuvede ærter og gulerødder.

Min mand er også ret vild med denne danske ret, og efter at have spist amerikansk mad i en måned, var han helt med på at vi skulle have god dansk mad.

Jeg vælger at panerer mine karbonader to gange, det er for at holde på saften i kødet, og vi kan godt lide de bliver lidt mere sprøde, men det er ikke noget der er et must, én gang kan I sagtens nøjes med, hvis panering ikke lige er jer.

Karbonader med stuvede ærter og gulerødder til 4 personer:

  • 400 g hakket svinekød
  • 1 æg
  • 2 spsk vand/mælk
  • 2 spsk mel
  • 2 dl. rasp
  • ½ tsk salt
  • friskkværnet peber
  • 50 g smør

Stuvede ærter og gulerødder:

  • 500 g frosne ærter og gulerødder
  • 50 gr. smør
  • 50 gr. mel
  • 1/2 l. mælk
  • evt. kartoffelvandsvand
  • salt/peber
  • 1 dl. hakket kruspersille

Tilbehør:

  • 1 kg kartofler

Skræl kartoflerne og sæt dem over og koge.

Form kødet til 4 karbonader. Pisk æg og vand eller mælk sammen i en dyb tallerken. Kom melet i en tallerken. Bland rasp, salt og peber i en anden dyb tallerken.

Vend karbonaderne i melet og derefter i ægget. Vend så karbonaden i raspen. Dyp karbonaden en ekstra gang i ægget og vend igen i raspen.
Så får karbonaden et ekstra lag rasp, som er med til at holde på saften.

Lad halvdelen af smørret blive gyldent i en pande.
Steg karbonaderne ved jævn varme i ca. 5 min. Tilsæt resten af smørret og lad det smelte. Vend så karbonaderne og steg dem ved jævn varme i ca. 5 min. på den anden side. Saften der kommer ud af karbonaderne skal være klart.

Kom de frosne ærter og gulerødder i en gryde med vand og giv dem et kort opkog. (Dette kan evt. gøres i en skål i mikroovnen. Alt afhængig af hvilken mikroovn du har, vil jeg sige 5-8 min.)
Dræn dem for væden i et dørslag.

Lav en opbagt sovs. Det gøres ved at smelte smørret ved middelvarme i en gryde. Drys melet i og pisk blandingen sammen. Hæld lidt mælk i mens der piskes. Når jævningen er tyknet hældes mere mælk i, og evt. noget af kartoffelvandet, indtil sovsen har den ønskede tykkelse. Jeg lader gerne sovsen være lidt for tyk, da der kommer lidt væde fra grøntsagerne, når de tilsættes. Tilsæt salt og peber og kog saucen ca. 5 min.

Tilsæt de drænede ærter og gulerødder og kog sovsen op under omrøring ca. 2 min. Tilsæt persille og salt og peber. Smag sovsen til.

Server de varme karbonader sammen med de stuvede ærter og gulerødder, kartofler og denne vintersalat.

Broccolisuppe

Broccolisuppe
Broccolisuppe

Jeg er bare så vild med broccoli og denne suppe er en virkelig lækker måde at få broccoli på. I denne ret er jeg sikker på selv børnene er med på at spise broccoli.

Jeg bruger den gerne som en forret, men den er fyldig nok til at kunne bruges som en hovedret.

Jeg er ret vild med trøffelolie, så jeg kan godt lide at dryppe lidt på toppen af suppen, men hvis du ikke er til det, så bare brug en god olivenolie.

De enkelte ingredienser kan sagtens varieres i mængde, og du kan tilsætte mere fond eller fløde, hvis du ønsker en lidt tyndere broccolisuppe.

Broccolisuppe 4 personer:

  • 1 lille broccoli, i små buketter
  • En halv bagekartoffel, i tern
  • 1 lille rødløg, hakket
  • 1 hvidløgsfed, hakket
  • olie
  • 4 dl. hønsefond
  • 1 tsk. æbleeddike
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. timian
  • 1 dl. fløde
  • 1 pk. bacon i tern
  • salt og peber
  • evt. lidt trøffelolie

Hak rødløg og hvidløg fint, og svits dem i lidt olie ved middel varme. Det skal ikke brune.

Skræl bagekartoflen og skær halvdelen i små tern. Kom det i gryden, og lad det svitse sammen med løg og hvidløg.

Skær broccoli i mindre stykker, og kom det ned i gryden.
Tilsæt så hønsefond, sukker og æbleeddike, og lad broccolisuppen koge op.

Giv suppen lidt friskkværnet peber og timian og skru ned for varmen. Lad suppen småsimre indtil broccolien og kartoflerne er kogt helt møre.
Det tager cirka 20 minutter.

Rist bacontern sprøde på en pande, sammen med lidt ekstra timian.
Find stavblenderen frem eller hæld suppen i en blender og blend den helt jævn.

Hvis suppen blendes i en blender, skal den hældes tilbage i gryden.
Tilsæt fløde, kog broccolisuppen op og smag til med salt og friskkværnet peber.

Lad suppen simre et par minutter og servér med de sprøde bacontern på toppen og et godt stykke brød til.

Chokoladesmør

Chokoladesmør
Chokoladesmør

Jeg har fået denne opskrift på chokoladesmør af en rigtig god ven.

Jeg har lavet chokoladesmør så mange gange, men har ikke rigtig husket at få opskriften op på bloggen. Nu er det så lykkes, så nu har I også muligheden for at lave dette vildt vanedannende smørepålæg.

I stedet for Nutelle, spiser vi gerne denne chokoladesmør, da man ved hvad der er i. Jeg føler man får alt for mange stoffer ind i kroppen, gennem maden, som jeg ikke tror er godt for en.

Jeg laver gerne denne portion og det passer lige til 2 små skåle. Så kan jeg give den ene væk i gave og spise den anden selv. (eller spise begge 2 selv:-)

Chokoladesmør, 2 små skåle:

  • 100 g hakket chokolade, gerne en god mørk chokolade
  • 100 g smør
  • 100 g sukker
  • 1 æg
  • 1 dl mælk

Kom alle ingredienserne i en lille kasserolle og rør rundt i det med et piskeris, indtil det lige nøjagtig bobler.

Hæld det på rene glas og sæt det på køl.

Smør det på et eller andet, spis, bliv glad!