Honningkagefigurer

Honningkagefigurer
Honningkagefigurer

Jeg har bagt disse honningkagefigurer til jul i mange år. Mest fordi jeg elsker at pynte dem.

Denne gang fik jeg lov til at lave dem sammen med mine genboers dejlige tre børn. 2 på 9 år og 1 på 4 år.

Vi havde det så sjovt med at lave dejen, smage på de forskellige ingredienser, og på den rå dej op til flere gange, inden der skulle rulles ud og udstikkes figurer.

Da kagerne var bagt og kølet ned, sad vi alle sammen, voksne som børn og pyntede disse kager. Og alle var dygtige, de blev så flotte. Vi løb tør for kager, før vi blev trætte af at pynte, så hvis I er mange til at pynte, lav en dobbelt portion dej.

Honningkagefigurer ca. 40 stk:

  • 200 gr. honning
  • 50 gr. sukker
  • 100 gr. smør
  • 1½ tsk. natron
  • 1/2 tsk. ingefær
  • 2 tsk. kanel
  • 1/4 tsk. stødt nelliker
  • 1 æg
  • ca. 500 gr. hvedemel
  • Glasur, krymmel ( glasur laves af flormelis, æggehvide og frugtfarve)

I en lille gryde, smeltes honning, sukker og smør sammen. Natron og krydderier røres i.

Når massen er lunken, røres æg og mel i.

Ælt dejen godt igennem og stil den koldt i ca. 1 time.

Dejen udrulles i ca. 1/2 cm. tykkelse og udskæres til figurer.

Bag figurene ved 200o alm. ovn på midterste rille i 4-6 minutter.

Afkøles og pyntes med glasur m.m.

Vegansk saltkaramel budding

Vegansk saltkaramel budding
Vegansk saltkaramel budding

Selv om denne dessert er vegansk, så går man absolut ikke på kompromis. Smagen har en dejlig let saltkarmelsmag og er ikke alt for sød.

Min mand som ikke er til ret søde ting, spise op og sagde den måtte jeg gerne lave igen. Da du blander kokosmælk og mandelmælk, smager denne dessert ikke vildt af kokos. Jeg kom alm. fløde på som pynt, men brug gerne vegansk alternativ. Det gode ved denne dessert, er at du ikke skal bruge husblas, da det tyknes med maizena.

Jeg lavede denne dessert dagen før, hvilket gør det til en nem dessert når man får gæster.

Når man pisker maizena i karamellen, så tænker man at man aldrig får pisket klumperne helt ud, men bare bliv ved, det skal nok lykkes.

Vegansk saltkaramel budding 4 personer:

  • 340 ml fuldfed kokosmælk
  • 6 spsk. kokossukker eller brun farin
  • 1/2 tsk salt + et drys flaget havsalt ovenpå
  • 4 spsk. maizena
  • 350 ml usødet mandelmælk
  • 1 tsk vanilje ekstrakt

Kom 170 ml kokosmælk, sukker og ½ tsk. salt i en gryde på høj varme. Kog det op og sænk derefter varmen, så blandingen simrer kraftigt.

Fortsæt med at røre i blandingen, indtil den tykner og bliver mørkere i farven.

Tag gryden af ​​varmen, og pisk majsmelet i indtil den er glat, og sørg for, at der ikke er nogle klumper.
Pisk den resterende kokosmælk, mandelmælken og vanilje ekstrakt i og sæt gryden på medium til høj varme. Sørg for at piske regelmæssigt.  

Når buddingen begynder at blive tykkere, sænk varmen til lav. Rør stadig jævnligt, indtil det er en tyk creme.
Bank gryden ned i bordet for at fjerne luftbobler, og hæld buddingen i 4 ramekiner.

Kom film helt ned på buddingen, så undgår du at der dannes skind og kondens. Lad dem stå og køle lidt af inden du sætter dem på køl i minimum 3 timer.

Inden servering kan du pynte med kokosskum eller flødeskum. Drys med flaget havsalt. Du kan pynte med daimstykker eller chokoladespåner. Kun fantasien sætter grænser.

Spaghetti i cremet græskarsovs

Spaghetti i cremet græskarsovs
Spaghetti i cremet græskarsovs

Nu er efteråret kommet og i butikkerne bugner det med græskar. Denne søde grøntsag er lige min smag og jeg elsker at bruge den i min madlavning.

Efter at have set en video på Facebook med denne opskrift, skulle den prøves af. Især da vi fik familie på besøg, der er vegetar. Retten faldt i god jord og må sige at den godt kan komme på bordet igen, da det er en ret der er hurtig at lave, da man bruger mikroovnen til at tilberede græskarret.

Det tog mig under ½ time at lave denne ret. Jeg lavede retten vegansk, da jeg længe har haft lyst til at prøve at lave mad med gærflager. Disse flager giver retten en ostet smag, og selvom de ikke lugter så godt, så smager de godt og gav retten den smag af ost, der gav lidt modspil til det søde græskar.

Jeg tænker dog at reven parmesanost vil være lækkert i denne ret, hvis du ikke har lyst til at prøve med gærflagerne.

Spaghetti i cremet græskarsovs 4-6 personer:

  • 500 gram butternut græskar i tern
  • 80 gram cashewnødder
  • 3 spsk. olie
  • Frisk salvie, (tørret kan bruges, hvis du ikke kan få fat i frisk)
  • 2 løg, hakket
  • 4 fed hvidløg, hakket
  • 1 grønsags bouillonterning
  • 250 ml. pastavand
  • 4 spsk. gærflager (du kan også bruge revet parmesanost)
  • Salt og peber
  • 500 gram spaghetti

Start med at sætte en gryde over med saltet vand til spaghettien.

Skræl butternut græskarret og skær den ud i tern.

Kom græskar op i en skål der kan gå i mikroovnen. Kom cashewnødder ned til græskaren og kom film eller et låg på skålen. Låg og film skal kunne holde til at gå i mikroovn.

Så giver du græskar og nødder 7 minutter i mikroovnen. Låget er med til at det damper og bliver mørt.

Hæld olien i en stor stegepande og steg de friske salvieblade sprøde i olien.
Tag dem op og læg dem til afdrypning på et stykke køkkenrulle.

Du kan også bruge tørret salvie, hvor du steger de tørre blade i olien inden du tilsætter det hakkede løg. Her tager du ikke salvien op, men lader det blive i retten.

Kog spaghettien efter hvad der står på pakken.

Steg de hakkede løg klare i olien og tilsæt de hakkede hvidløg. Kom græskar og cashewnødderne ned til løgene og steg det med.

Hæld pastavand ned til græskarrene og tilsæt en bouillonterning.
Kog det op og hæld derefter det hele ned i en blender.

Kom de 4 spsk. gærflager ned til græskarrene i blenderen og blend det helt glat. (her kan du også bruge parmesanost)

Kom sovsen tilbage i panden og smag det til med salt og groft kværnet peber.

Kom den kogte spaghetti ned til sovsen og rør det sammen.

Anret på tallerkner og pynt med den stegte salvie, eller et par tørrede salvieblade.

Pecan Pie

Pecan Pie
PecanPie

Jeg har altid haft lyst til at prøve kræfter med den amerikanske pecan pie. Nu er tiden til det med efteråret og thanksgiving lige om hjørnet. Jeg har smagt tærten én gang på en tur til staterne.

Jeg synes den havde en dejlig nøddesmag og med masser af karamel.
Jeg har ikke lige kunne få fingre i majssirup, men jeg læste mig frem til at jeg sagtens kunne bruge lys sirup, at det kun ville give en bedre karamelsmag, da den er mere mørk.

Jeg var meget glad for hvordan tærten blev, den endte med at smage rigtig godt. Den er dog meget sød, så man spiser kun et lille stykke. Det siger dog sig selv, da fyldet mest består af sukker, smør og æg. Men jeg synes den er værd at prøve at bage, da den er hurtig at lave.

Jeg valgte at lave min egen tærtedej og igen var der et problem. Jeg skulle bruge vegetable shortening. Igen var jeg inde og læse på hvad jeg kunne erstatte dette med, som vi nemt kan få fingre i, i Danmark. Det var svinefedt eller palmin. Jeg valgte palmin. Du kan ikke smage kokos i dejen.

Selvom dejen skal bruge kolde ingredienser, er det en god ide lige at tage palminen ud af køleskabet lidt før brug. Jeg fandt ud af at det var meget svært at få nuldret helt ud i melet, da det var pænt hårdt, når det kom direkte fra køleskabet. Så næste gang får det lige lidt tid på køkkenbordet, før jeg går i gang.

Hvis du er i tidsnød, så køb en færdig tærtedej og brug den.

Pecan Pie 8-10 personer:

Tærtedej:

  • 384 gram mel
  • 238 gram palmin
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • 1 spiseskefuld eddike
  • 118 ml iskoldt vand

Pekanfyld:

  • 170 gram sukker
  • 6 spsk. brun farin
  • ½ tsk. salt
  • 340 gram lys sirup
  • 75 gram smeltet smør
  • 3 store æg, let pisket
  • 1 tsk. vaniljeessens
  • 160 gram pekannødder, halvdelen hakkes, resten bruges som pynt

Tærtedejen:

Skær mel, salt og palmin sammen, indtil det ligner krummer. Eller kom det i en foodprocessor og kør det på den indtil det ligner krummer.

Bland derefter æg og eddike i en lille skål og pisk det let sammen.
Nu skal du bruge iskoldt vand. Har du vand der har stået på køl i køleskabet, kan du bruge det, ellers kan du komme isterninger i koldt vand og lad det stå og blive rigtig koldt.
Tag nu 118 ml af det iskolde vand og bland det sammen med æg/eddikeblandinge.

Kom den våde blanding ned til den tørre og rør det sammen med en gaffel indtil det kun lige er samlet. Brug derefter dine hænder til at dele dejen i to kugler. Den ene kan du komme film på og så komme i en frysepose, så har du en dej til næste gang du skal lave en tærte.

Den anden kugle ruller du ud, så den er større i omkreds end dit tærtefad.
Når jeg skal have dejen over i fadet, folder jeg dejen forsigtigt på midten, og så på midten den anden vej. Så den ligner en trekant. Så kan du løfte dejen op og lægge den i dit fad og så folde den ud igen.

Trim kanterne til en ensartet længde, lidt større end tærtefadet.
Klem dejen mellem fingrene for at danne en zigzag mønster.
Brug en gaffel til at stikke huller i bunden og siderne af dejen.

Stil dejen på køl indtil du har lavet fyldet.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Fyldet:

Lav sirupsblandingen ved at blande sirup, sukker, brun farin, salt, smør, let piskede æg og vanilje sammen. Pisk det let sammen med et piskeris.

Tag lidt af sirupsblandinge fra. Det skal bruges til at vende de hele nødder i, for at give dem et flot skinnende look.

Bland de hakkede nødder i sirupsblandingen.

Hæld blandingen i tærtebunden. Kom de hele nødder i den resterende sirup, du tog fra tidligere, og pynt derefter med de hele pekannødder i et fint cirkelmønster, der starter ved tærtefadets kant og arbejd dig indad til du har dækket hele tærten.

Bag tærten i 30 minutter på midterste række og dæk derefter tærten med folie og bag i yderligere 30 minutter.

Tærten er færdig når midten springer tilbage ved et let tryk på midten. Eller når den har en kernetemperatur på 93 grader. (brug et stegetermometer)

Lad tærten afkøle i minimum 2 timer og server derefter med flødeskum.

Pekan tærte kan opbevares på køl i op til 4 dage og fryses i op til 2 måneder.

Pecan Pie