Laks med porre og kapers

Laks med porre og kapers
Laks med porre og kapers

Vi spiser ikke meget fisk hjemme hos os, og det er ikke fordi vi ikke er vilde med fisk og skaldyr, men fordi vi mener at vi skal begrænse vores indtag af fisk, så de har en mulighed for at yngle og blive flere. Vi har brug for liv i havene.

Overfiskeri har medført at der ikke er så mange fisk i havet, og hvis du får lyst til en dejlig ret med fisk eller skaldyr, så se om du ikke kan skaffe bæredygtig fanget fisk.

Denne ret med laks er supernem og hurtig at lave. Selv min mand som påstår at han ikke kan fordrage kapers, var vild med denne ret.

Laks med porre og kapers 4 personer:

  • 4 porrer
  • 1 bundt dild
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 150 g mascarpone
  • 1 dl mælk
  • Salt og peber
  • 4 stykker laksefilet uden skind
  • ½ usprøjtet citron
  • 30 g kapers
  • 800 g små kartofler

Tænd ovnen på 200°.

Rens porrer, og skær dem i tynde skiver. Hak dilden.
Steg porrerne i smør på en pande i 2-3 minutter.

Tilsæt mascarpone og mælk, og rør det ud i porrerne sammen med halvdelen af dilden. Krydr med salt og peber.

Fordel den cremede porreblanding i bunden af et smurt ovnfad, og læg laksestykkerne ovenpå. Dryp med citronsaft, og drys fintrevet citronskal og kapers over laksen.

Bag retten i ovnen i 20 minutter, til laksen er gennemstegt.  

Servering: Tag fadet med laksestykkerne ud af ovnen, og drys resten af den hakkede dild over. Servér retten direkte fra fadet med kogte kartofler som tilbehør.