Aubergine og kartoffelgryde

Aubergine Gryde
Aubergine Gryde

Vi er begyndt at få flere grøntsagsretter på menuen derhjemme. Det er både på grund af dyrevelfærd, miljø og vores sundhed.

Vi kommer nok ikke helt til at stoppe med at spise kød, men vi prøver på kun at købe kød, hvor vi ved dyrene har det godt og så bare spise mindre af det.

Når man så falder over sådan en grønsagsgryde som denne her, så mangler man ikke kødet, da der er så meget smag i retten. Men at tilsætte kylling gør sikkert ikke retten dårligere.

Vi serverede denne ret for nogle gæster, og selvom jeg var lidt nervøs for om de var med på kun at få grøntsager til middag, tog de rigtig godt imod retten. Så det er bare at prøve den hjemme hos jer og se om ikke de fleste vil synes godt om denne sunde middagsret.

Aubergine og kartoffelgryde 6 personer:

  • 1 stor sød kartoffel i tern
  • 5 mellemstore kartofler i tern
  • 2 store auberginer i tern
  • 2 store røde peberfrugter, kerner fjernet og i tern
  • 5 spsk. olivenolie
  • salt
  • peber
  • 1 mellemstort løg, hakket
  • 1 spsk. tomatpure
  • 3 hvidløg, hakket
  • 1 spsk. Cajun krydderi
  • 1 tsk. stødt muskatnød
  • 1 dåse kikærter, skyllet
  • 3 store tomater, skåret i tern
  • 350 ml. grønsagsbouillon
  • Frisk persille til pynt

Skræl kartoflerne og kog indtil de er halvvejs færdigkogte, ca. 8 min.
Skær kartoflerne i tern og sæt dem til side.

Kom auberginetern og peberfrugt i tern på en bageplade i et jævnt lag.
Kom 4 spsk. af olien på og krydr med salt og peber. Bland det hele godt sammen med dine hænder.

Bag i 25 minutter og vend rundt i det halvvejs.
Varm den sidste spsk. olie i en stor gryde ved middel varme.
Når olien er varm, tilsættes løgene og steger i 3-4 min. indtil de er blevet lidt klare i det.

Så tilsættes tomatpureen og der røres indtil det er rørt godt ud i løgene. Kom så de hakkede hvidløg i, krydderierne, salt og peber og steg det hele i 2-3 minutter mere, indtil det hele dufter af krydderierne.

Kom kartoflerne, kikærterne og tomaterne i og rør godt rundt.
Hæld grønsagsbouillonen ned i og læg låg på. Skru ned for varmen og lad det simre i ca. 20 min. Kartoflerne skal være møre.

Så kommer du de ristede auberginer og peberfrugter ned i blandingen og lader det koge uden låg i ca. 5-10 min.
Smager det hele til med ekstra salt og peber.

Server med et drys persille på toppen og et godt stykke brød.

Denne ret er også rigtig god at fryse eller tage med på arbejde til frokost.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *