Gateau Marcel

Gateau Marcel
Gateau Marcel

Da jeg skulle stå for desserten nytårsaften, og da jeg vidste værtinden er vild med chokolade, ville jeg prøve kræfter med en Gateau Marcel.

Jeg ville gerne se om jeg kunne finde den originale opskrift fra den franske chef Michel Michaud, men det lykkes ikke, så jeg gik efter Brdr. Prices opskrift. Jeg havde dog læst flere artikler hvor Michel Michaud siger at det er meget vigtigt at bruge usaltet smør og Valrhona Guanaja 70% for at give den rigtige smag.

Jeg kan kun sige at denne opskrift opfyldte alle mine ønsker for en
Gateau Marcel. Luftig og let chokoladekage med masser af fylde hvad angår smagen.

Den er heller ikke svær at lave, men det eneste problem jeg havde, var at mens bunden bagte, stod min anden halvdel af moussen på køl. Den var så stivnet ret meget, da den skulle smøres ud over bunden. Jeg var nervøs for at røre for meget i moussen, da det måske ville ødelægge luftigheden i moussen, så jeg havde lidt problemer med at få moussen smurt ud på bunden.

Næste gang vil jeg lade moussen stå ved stuetemperatur for at se om det gør det nemmere. Hvis I prøver det eller I ved den bedste måde at gøre det på, så skriv endelig en kommentar.

Men den var et stort hit og vil helt sikkert lave den igen.
Jeg pyntede med Valrhona kakaopulver, chokoladespåner og krystalliseret hvid chokolade.

Gateau Marcel 8 personer:

  • 175 g mørk chokolade, Valrhona Guanaja 70%
  • 175 g smør, usaltet
  • 175 g sukker
  • 3,5 stk. bæger past. æggeblommer (7 æggeblommer)
  • 3 stk. bæger past. æggehvider (4½ æggehvide)
  • blødt smør, (til at smøre formen med)
  • sukker, (til at drysse i formen)
  • Valrhona kakaopulver (pynt)
  • Chokoladespåner (pynt)
  • Krystaliseret hvid chokolade (pynt)

Chokolade og smør smeltes i en skål over vandbad.
Bland 2/3 del af sukkeret med æggeblommerne og pisk det hvidt.

Pisk hviderne stive i en anden skål og tilsæt den sidste tredjedel af sukkeret undervejs.
Vend forsigtigt chokoladeblandingen op i skålen med de piskede æggeblommer. Fold derefter lidt efter lidt de piskede hvider sammen med chokolade- og æggeblandingen, så det ender med at give en homogen masse.

Gnid en bagering grundigt med blødt smør på indersiden, drys med sukker og bank det overskydende af. Det gør det nemmere at løsne bunden, når kagen er bagt.

Hæld halvdelen af moussen op i formen og bag den ved 175° i ca. 30 min. Stil resten af moussen til at hvile i køleskabet.

Tag kagen ud af ovnen, selvom den ikke ser helt færdig ud. Den vil falde sammen, og det er meningen. Efter den har kølet lidt ned, fjernes bageringen, og den køles lidt af til sidst i køleskabet.

Kom en ren bagering omkring kagebunden og læg et stykke kagefolie hele vejen rundt i ringen.

Fordel resten af chokolademoussen oven på bunden og glat det ud, så overfladen bliver pæn og jævn. Stil kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig nogle timer eller evt. natten over.
Bageringen fjernes fra kagen, og kagefolien fjernes forsigtigt fra kanten.

Sigt kakao over kagen, og dekorer den med chokoladespåner og krystalliseret chokolade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *