Vindruesalsa

Vindruesalsa
Vindruesalsa

For mange år siden blev jeg inviteret op til min veninde Rikke for at spise.

Hun lavede en virkelig lækker tærte med laks, og så denne vindruesalsa.

Den er så nem at lave og den smager virkelig godt. Ved ikke hvorfor jeg har været så længe om at dele opskriften med jer. Men her får I den.

Den er super til mange ting, især mad der ligger i den lidt fede ende, eller er kraftigt smagene.

Jeg serverede den sammen med oksemørbrad, pommes Anna og rødvinssauce, og der passede den rigtig godt ind.

Vindruesalsa 4 personer:

  • 500 g grønne vindruer, kernefri
  • 1 skalotteløg, fint hakket
  • En håndfuld bredbladet persille, fint hakket
  • 1 tsk rød balsamico
  • 1-2 tsk olivenolie
  • Salt og peber

Vindruerne skylles og skæres i halve.
Løget hakkes meget fint.
Persille hakkes fint.
Bland vindruer, løg og persille sammen med olivenolie og balsamico i en skål. Smag til med salt og peber
Sæt vindruesalsaen på køl indtil den skal serveres.

Så let kan det gøres.

Efterårssalat

Efterårssalat
Efterårssalat

Denne salat er fyldt med det der er godt fra efteråret. Skønne pærer og æbler, nødder og tørret frugt. Og så er der en skøn dressing med blå birkes, der giver en smag hen af mormordressing.

Det skønne ved denne salat er, at den er meget nem lige at lave og god at sætte sammen med de lidt tungere retter vi begynder at servere her i løbet af efteråret.

Efterårssalat 4 personer:

  • 2 stk. romaine salater, snittet
  • 1 stor pære, skåret i tern
  • 1 stort æble, skåret i tern
  • 1 pk. bacon i tern, sprødstegt
  • 50 gram tørrede tranebær
  • 50 gram hakkede valnødder
  • 100 gram salattern

Dressing:

  • 1½ spsk. mayonnaise
  • 1 spsk. mælk
  • ½ tsk. sukker
  • 1 spsk. æbleeddike
  • 2 tsk. blå birkes
  • 1 håndfuld persille

Steg bacon sprødt og lad det køle af på noget køkkenrulle.

Skær pære og æble ud i tern.

Kom den snittede romainesalat i en stor skål og tilsæt pære og æbletern, feta, tørrede tranebær og hakkede valnødder. Bland det hele godt sammen.

I en lille blender kommer du mayonnaise, mælk, sukker eddike og persille sammen og blender det til en homogen masse. Tilsæt de blå birkes og smag til.

Kom dressingen i salaten og bland det hele godt sammen. Anret på et fad og pynt med det sprødstegte bacon, lidt tranebær og persille.

Gløgg Sangria

Glöggsangria
Glöggsangria

Jeg er meget glad for gløgg, så det er noget jeg drikker en masse af i julemåneden. Jeg kan nu sagtens drikke det alle vintermånederne.

Jeg er altid ude lige efter jul, for at finde billig færdig gløgg i butikkerne. Det er tit de sætter det ned til få kroner, og så køber jeg en kæmpe portion.

Det bliver så drukket som gløgg i de kolde måneder, men resten bruger jeg i sommermånederne til denne fantastiske gløgg sangria.

Så nu får I opskriften, så I kan komme ud og hamstre gløgg til de varme sommermåneder.

Hvis I ønsker en stærkere gløgg, kan I komme lidt vodka i.

Gløgg Sangria 6 personer:

  • 1 flaske gløgg fx Blossa Vingløgg
  • 750 ml tranebærjuice
  • 2 appelsiner, saften
  • ½ dl. Cointreau
  • Ca. 7 dl. Ginger ale
  • 2 appelsiner i skiver
  • ½ granatæble
  • 1 lime i skiver
  • mynteblade

I en stor skål eller stor kande, hældes alle ingredienserne i, undtagen Ginger ale.

Skær frugten i skiver og pil kernerne ud af granatæblet.

Kom al frugten i gløgg sangriaen.

Inden servering, fyldes is i, og der toppes op med Ginger ale.

Lageret Eggnog

Jeg ser rigtig gerne amerikanske julefilm og en af de ting de altid har i juletiden i USA, er eggnog. Nu har jeg længe haft lyst til at prøve at lave eggnog selv og se om det er noget jeg kan lide.

Det må jeg sige at jeg kan. Minder lidt om en Bailey dog uden kaffesmagen. Selv min mand kan lide drikken og han er ellers ikke til søde ting, men grundet den mængde alkohol der er i, bliver det ikke en udelukkende sød oplevelse.

Jeg vil glæde mig til at drikke eggnog her i den hyggelige juletid.

Historien bag eggnog er at det gamle ord nog var et engelsk ord for ale, og noggin var de kopper de drag det af.

Selvom den amerikanske måde at få eggnog på er ved at købe en karton i supermarkedet, hvilket du også kan i visse supermarkeder i Danmark, kommer eggnog fra sack posset, en stærk, tyk engelsk drik, som bestod af æg, mælk og vin tilsat spiritus, (som madeiravin, portvin eller sherry) eller ale. Det var en meget alkoholisk drik, tit serveret så tyk at man spiste det med en ske. Det var også kun for de rige, da de var de eneste der havde råd til at skaffe sig ingredienserne.

Og ja, denne opskrift har masser af alkohol i sig, men når nu der er æg i, må man heller være sikker på at bakterier ikke kan klare sig, ved at sørge for der er mindst 20 % alkohol i drikken. Jeg synes også at de forskellige smagsnuancer i alkoholen giver denne eggnog noget helt særligt. Og når den ældes bliver smagene mere fyldige, så selvom det er svært, så giv eggnoggen minimum 2 uger og gerne længere. Den kan dog drikkes straks.

Lageret eggnog 3 flasker:

  • 12 æggeblommer (pasteuriseret hvis du har brug for fred i sindet)
  • 500 g sukker
  • 700 ml. fløde
  • 700 ml. sødmælk
  • 236 ml. rigtig god rom (gerne fra Jamaica)
  • 236 ml. cognac
  • 236 ml. bourbon eller whisky
  • 1 tsk. friskrevet muskatnød
  • ¼ tsk. fint salt

Pisk æggeblommerne med sukker og muskatnød i en stor skål, indtil æggemassen er lys og luftig.

Bland spiritussen med mælk, fløde og salt, og pisk det langsomt i æggemassen.

Hæld det på flasker og stil det i køleskabet i minimum 2 uger, gerne længere, men det kan selvfølgelig også drikkes med det samme.

Amerikanerne serverer det i krus eller kopper med noget muskatnød som pynt på toppen. Jeg serverer det i små likørglas.

Naan brød

Naan-brød
Naan-brød

Disse naan brød er bagt på en stegepande, for at de kan få den skønne stegeskorpe som der er på rigtige naan brød. Det er også et plus, hvis man gerne vil have hjemmebagt brød, med står et sted uden ovn.

Vi rejser meget i Asien og der er der ofte ingen ovn i de Airbnb vi bruger. Vi kan dog købe tørgær mange steder og så bliver disse brød bagt. Der er som regel altid en fryser, så vi fryser brødene ned og de er rigtig lækre, når de lige får et par sekunder i mikroovnen efter de er tøet op.

Naan brød 8 stk.:

  • 2 tsk. tørgær
  • 1 tsk. sukker
  • 118 ml vand
  • 380 gram mel, tilsat af flere omgange
  • ½ tsk. salt
  • 60 ml. olivenolie
  • 80 gram yoghurt naturel
  • 1 stort æg

I en lille skål blander du tørgær med sukker og vand. Rør rundt og lad det stå i et par minutter, indtil der er kommet skum på toppen.

Når der er skum på toppen, pisker du olie, yoghurt og æg i, til det er bandet godt sammen.

I en anden skål blander du 128 gram mel med saltet.
Så tilsætter du de våde ingredienser til melet der er blandet med saltet, og rører godt i det til det er blandet godt sammen.

Tilsæt mere at melet lidt ad gangen, indtil du ikke længere kan røre det sammen med en ske.
På det tidspunkt kommer du dejen ud på et meldrysset bord, og du begynder at ælte med dine hænder, i ca. 3 minutter,
mens du tilsætter lidt mere mel så du undgår at dejen klister.
Dejen skal være glat og blød, men ikke klistre.

Værd forsigtig med ikke at tilsætte for meget mel til dejen, da det vil gøre den tør og stiv.

Lad dejen hvile i 1 time under et klæde, indtil den er blevet dobbeltstørrelse.
Efter dejen har hævet, tryk nænsomst dejen flad og skær den ud i 8 lige store stykker.
Form hvert stykke til en kugle.

Varm en stor tykbundet stegepande over medium varme.
Arbejd med en dejkugle ad gangen. Rul dejen ud til den er ca. 2 cm tyk og 15 cm i diameter.

Kom den udrullede dej på den varme pande og steg indtil bunden er gyldenbrun og store bobler er dukket op på overfladen.
Vend dejen og steg denne side til den også er gyldenbrun.

Pak naan brødet ind i et klæde, så det holder sig lunt, mens du bager de andre brød.

Server naan brødet som det er eller pensel det med smør og drys med krydderurter.

Tip. For at der skal komme flest bobler i brødet, så vent med at rulle dejen ud, indtil brødet er klar til at blive lagt på panden.

Indisk salat

Når jeg laver indisk mad er der ikke ret tit en frisk salat med. Det synes jeg gerne mangler og denne er super frisk og giver et godt modspil til de ret fyldige indiske retter.

Opskriften har jeg fundet på valdemarsro.dk og kan kun anbefale at i tager et kik på denne hjemmeside.

Jeg har så tilføjet en frisk mango skåret i tern og pyntet med ristede peanuts. Det blev den ikke dårligere af.

Indisk salat 4 personer:

  • 1 agurk, skrællet, halveret og skåret i skiver
  • 2 tomater
  • 1 rødløg, skåret i ringe
  • 1 mango i tern
  • 15-20 blade frisk mynte
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 lime, saften herfra
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1/2 tsk garam masala
  • flagesalt
  • sort peber, friskkværnet
  • 30 gram ristede peanuts, hakkede

Halver tomaterne og skrab kernerne ud i en skål og skær tomatkødet i tern.

Bland agurk, tomattern, mangotern og rødløg i en skål.

Kom tomatindmad, olie, limesaft, spidskommen, hvidløgsfed, garam masala, salt og peber i en blender. Eller brug en stavblender.

Blend det sammen og vend marinaden med agurk, tomattern, mangotern og rødløg.

Lad den overskydende marinade dryppe af, så det blot er fordelt på grøntsagerne.
Vend grøntsagerne med grofthakket koriander og mynte.

Pynt med hakkede peanuts.

Agurke Raita

Dette indiske tilbehør er virkelig lækkert og jeg laver gerne denne til alle mulige retter.

Hvor tzatziki er det græske tilbehør, er denne indiske agurke raita lige så skøn og noget lettere i smagen. Jeg bruger den gerne hvor jeg også ville bruge en tzatziki. Her komme man bare ikke til at lugte af hvidløg bagefter.

Agurke Raita 4 personer:

  • 1 agurk, revet
  • 125 gram yoghurt naturel
  • 1/4 tsk. salt
  • ½ tsk. sort peber
  • 6-8 mynteblade, hakket
  • 1 håndfuld koriander, hakket (plus lidt til pynt)
  • 1 grøn chili, hakket (valgfri)
  • 30 gram ristede peanuts, hakkede (valgfri)

Put revet agurk i en skål og bland den sammen med yoghurten, chili, peanuts og krydderierne.

Server som tilbehør til indiske retter eller grillkødet.

Gulerods Raita

Jeg har en veninde som spurgte om jeg ikke ville med på aftenskole, hvor vi skulle lære at lave indisk mad. Jeg havde ikke gjort så meget i det indiske køkken, så det ville jeg gerne.

Må sige at jeg blev en stor fan af indisk mad efter dette skoleophold, og prøver at lave det derhjemme ind i mellem.

Det kan dog være noget stærkt og det er ikke altid nemt at finde de gode krydderier. Vi har heldigvis en indisk butik i Aalborg, så jeg kan få fat i nogle af de spændende varer man bruger i det indiske køkken.

Denne salat er dog ikke stærk, og den er rigtig god til at køle munden lidt ned, hvis man får noget stærkt at spise. Dette er en af mine favoritter sammen med agurke raita, som jeg også vil dele opskriften på.

I behøver ikke lige have indisk mad på menuen for at servere denne salat. Smager dejligt til grillet kylling eller gris.

Gulerods Raita 4 personer:

  • 2-3 mellemstore gulerødder, revet
  • 125 gram yoghurt naturel
  • 1/4 tsk. salt
  • 1/4 tsk. sort peber
  • 30 gram ristede peanuts, hakkede (valgfri)
  • ½ tsk spidskommen (pulver) (valgfri)

Put de revne gulerødder i en skål og bland dem sammen med yoghurten, peanuts og krydderierne.

Server som tilbehør til indiske retter eller grillkødet.

Limoncello

Jeg har altid været vild med den italienske limoncello og det er en af de drikke jeg altid slutter et måltid af med, når jeg er på ferie i Italien.

Denne søde/syrlige drik er altid med i kufferten når jeg tager hjem, men den holder ikke ret længe.

Så jeg tænkte den måtte jeg kunne lave selv og det kunne jeg.

Denne limoncello bliver lige som dem jeg har smagt i Italien, og ja den bliver måske lidt dyr at lave, da der er meget afgift på køb af finsprit, men der er ikke noget bedre end at nyde et glas iskoldt limoncello du selv har lavet.

Limoncello 2 liter:

  • 1 liter finsprit
  • 10 økologiske citroner
  • 1 liter vand
  • 800 gram sukker

Vask og tør citronerne. Da du kun skal bruge den gule skal, er det vigtigt at de er helt rene.

Skræl citronerne. Du skal kun bruge det gule af skrællen. Jeg brugte en skarp kartoffelskræller og den tog fint kun den gule del af skrællen.
Ellers prøv at fjerne så meget af det hvide der kommer med, med en skarp kniv bagefter. Jo mere af det hvide fra citronen der kommer med, jo mere bitterhed vil der komme i limoncelloen.

Kom citronskallen i en stor glas beholder og hæld finspritten henover. Lad det trække i 10 dage eller op til 3 uger. (Jeg havde det stående i 3 uger)

Når spritten har stået tiden ud med citronskallerne i, kommer du vand og sukker i en stor gryde og lader det varme op under lav varme, mens du rører undervejs, indtil sukkeret er opløst og siruppen er klar.
Fjern gryden fra varmen og lad det køle ned til stuetemperatur.

Kom et dørslag over en stor skål og hæld spritten med citronskal ned i den. Pres med en grydeske, for at få det sidste væde med.
Smid citronskallerne ud.

Hæld sukkersiruppen sammen med spritten og filtrer det over i en ny skål, gennem et osteklæde der kommes ned i en fintmasket si.

Hæld limoncelloen på flasker ved hjælp af en tragt og stil dem i fryseren hvor de kan holde sig til du har drukket det hele og laver en ny portion.