Mexicanske syltede rødløg

Jeg er ret glad for mexicansk mad og efter jeg har været i Mexico, så er disse syltede rødløg blevet en fast del i mit køleskab.

Selv min mand kan lide dem og han er ellers ikke til noget som helst der er eddike i. Men disse er dejligt stærke og giver diverse kødretter et pift, så dem vil han gerne have.

Hvis du ikke er så vant til stærk mad, så vælg en mild chili, eller kom kun lidt i.

Mexicanske syltede rødløg 1 glas:

  • 120 ml vand
  • 320 ml æbleeddike
  • 1 spsk. sukker
  • 2-3 store rødløg, tyndt skåret
  • 1 tsk. tørret oregano
  • ½ tsk. salt
  • 1 jalapeño i skiver (kom mindre i, hvis du vil have det mindre stærkt)
  • 2 laurbærblade

Lad vandet komme op og koge og fjern det med det samme fra varmen.

Kom sukkeret ned til vandet og rør rundt indtil sukkeret er opløst.
Bland sukkervandet med eddiken, salt og oregano.

Skær løget i tynde ringe, og kom dem i et sylteglas.
Hvis du kan lide dine løg stærke, kommer du jalapeño chili i skiver ned til løgene.

Kom de 2 laurbærblade i glasset.
Kom eddikeblandingen over løgene og rør godt rundt.

Låg låget og lad løgene marinere i køleskabet i minimum 1 time, meget gerne længere.

Løgene kan holde sig i op til 2 uger i køleskabet efter de er blevet åbnet.
Uåbnet i køleskab, kan de holde sig i op til 1-2 år og du kan også sætte dem et mørkt og køligt sted og der holder de sig også uåbnet i op til 1-2 år.

Solbærrom

Jeg havde arvet en stor flaske rom fra min far. Det var ikke verdens bedste rom at sidde og nyde, men ville sikkert være god i rom og cola.

Havens solbærbusk bugnede med skønne solbær, så jeg besluttede at forædle denne rom.

Opskriften siger du skal bruge en mørk rom og jeg er også sikker på det vil give solbærrommen mere fylde, men er ret godt tilfreds med min solbærrom.

Denne er ikke alt for sød og det at tilsætte nogle af solbærbladene er med til at give lidt mere bitterhed, så den bliver rigtig god f.eks. at drikke som en morgenskarp eller til at slutte dit måltid af med. Med sød nok til at alle kan være med.

Opskriften er fundet hos Gastromand.dk

Solbærrom 1 flaske:

  • 500 g. friske modne solbær
  • Evt. 25 skyllede blade fra solbærbusken
  • 5 store spsk god honning
  • 1 flaske mørk rom

Bland solbær, blade, honning og rom i et stort patentglas som slutter helt tæt.

Ryst glasset godt, så honningen stille og roligt bliver opløst. Det gør du hver dag indtil du kan se honningen er opløst.

Lad det derefter stå og trække i minimum én måned og så sier du solbærrene og bladene fra, filtrerer rommen gennem et osteklæde eller et rent viskestykke. Kommer det på flaske og lader den stå mørkt.

Du fisker lige bladene op og smider dem ud, men gem lige solbærrene i et glas med låg i køleskabet.

De er vidunderlige at lave til marmelade, hvilket I lige får en opskrift på. Jeg frøs dem ned og blandede dem med de friske jeg plukkede året efter.

Hummus

Hummus
Hummus

Jeg er blevet ret glad for kikærter. De er så gode at bruge i varme retter og salater, men en af mine favoritter er hummus.
Denne puré af kikærter er skøn som dip eller på brød under pålæg, for at give smag.
Jeg bruger den gerne i sunde burritos, da det giver masser af smag og hummus er et sundt alternativ til at komme mayo eller dressing i.

Her har jeg brugt tørrede kikærter, da de gerne er meget billiger, og jeg synes de smager bedre, dog kan du sagtens bruge dem på dåse hvis du vil lave en omgang hummus med det samme.

Jeg har altid skabet fyldt med dåser af kikærter og bønner, så hvis lysten til en ret med disse kommer over mig, skal jeg ikke vente til næste dag.

Du kan dog sagtens koge en stor portion og komme resten i fryseren indtil næste gang du skal bruge nogle.

Første gang jeg smagte hummus var det ikke en god oplevelse, men da min veninde fra Libanon lavede hummus fra bunden af, så var jeg solgt. Det er bare en helt anden smagsoplevelse, når man får den frisk. Vil dog sige at der er kommet rigtig gode hummus’er på markedet, en af mine favoritter er Løgismose Hummus.

Men det er en ret der ikke tager ret lang tid at lave (hvis du bruger dåse eller koger en stor portion til fryseren), så gå endelig i gang med at lave din egen hummus.

Hummussen kan opbevares i køleskabet i ca. 1 uge, men hvis du er i tvivl om du kan nå at få spist det hele, fryser du den ned i små bøtter og lader det tø op i køleskabet.
Kan være du lige skal tilsætte lidt mere citronsaft for at peppe det lidt op.

Denne hummus er lidt mere grov i det, men jeg har læst at man kan gøre hummussen mere silkeblød i det, hvis man tilsætter 1 spsk. natron til kogevandet, hvilket gør skallerne mere bløde.

Hummus stor portion:

  • 400 gram kikærter, kogte
  • 2 tsk. Spidskommen
  • 1 stk. frisk chili, fint hakket
  • 1 fed hvidløg, hakket fint
  • 3 spsk tahini (sesampasta)
  • citronsaft
  • olivenolie
  • salt og peber

Kom de tørrede kikærter i rigeligt koldt vand, og stil det til side natten over.
Hæld vandet fra og skyl dem, koges som anvist på posen, jeg gav mine 1 time i rigeligt letsaltet vand. Gem noget af vandet du har kogt kikærterne i.
Det skal du bruge til at gøre hummusen mere lind.

Kom de kogte kikærter i en blender eller foodprocessor, tilsæt hvidløg, tahini, chili, spidskommen og noget af kogevandet.

Blend det. Juster evt. konsistens med mere af kogevandet.
Smag til med citronsaft, olivenolie samt salt og peber.

Stil på køl i ½ time før servering.

Mælkebøtte honning

Mælkebøtte honning
Mælkebøtte honning

Hold da op vi har mange mælkebøtter rundt omkring hvor vi bor, og selvom de er skønne at kigge på, så er det jo ikke altid man er lige glad for at have dem i sin have.

En god måde at få lidt glæde af denne forhadte plante, er at bruge den til noget fornuftigt.

Denne skønne mælkebøtte honning er så dejlig på en lun bolle eller kom lidt over yoghurten til morgenmaden.

Den har en let blomstersmag, så giver virkelig fornemmelsen og smagen af en lækker blomsterhonning.

Det tager noget tid at sidde og få alle blomsterbladene af mælkebøtterne, men sid og nyd det skønne forårsvejr udenfor, eller hør en god bog eller podcast.

Mælkebøtte honning 4 glas:

  • 12 dl. mælkebøtter (kun det gule i blomsten)
  • 12 dl. vand
  • 6 dl. rørsukker
  • 1 dl. citron saft
  • 1 brev geleringspulver (22 g)

Pluk friske gule mælkebøtter. Pluk gerne de store, da der er mere smag i dem.
Vask dem forsigtigt og tag derefter alt det gule ud af blomsterne. Det grønne må ikke komme med, da det er bittert.

Kog blomsterne i vandet i 10 min. Si blomsterne fra og kom væsken tilbage i gryden. Tilsæt citronsaften. Bland sukkeret sammen med geleringspulveret.

Lad væsken komme op og koge,
Hæld sukker og geleringspulveret i under kraftigt omrøring. Koges derefter i ca. 20 min.

Test om det er stift nok ved at tage lidt op på en tallerken med en ske, er det stivnet efter et par sekunder, er det færdigt.

Hæld honningen på atamon skyllede glas og køl det ned.

Mælkebøtte honning2
Mælkebøtte honning1

Tunsalat

Tunsalat
Tunsalat

Så er manden og jeg tilbage efter en skøn tur til Mexico og der er maden virkelig lækker. Vi tog et madlavningskursus, så skal nok komme med et par mexicanske opskrifter på bloggen.

Men lige nu efter en del god mad og måske lidt for mange Coronaer, så står den på sundt mad herhjemme, så vi kan få styr på faconen igen.

Denne tunsalat bruger jeg som en frokost og opskriften er til 2 personer.Den er hurtig at lave og smager rigtig dejligt.

Tunsalat 2 personer:

  • 2 dåser tun i vand
  • ½ spidskål i tynde strimler
  • 4 spsk. skyr, natural
  • 1 lille citron, saft og fintrevet skal
  • 20 mandler, ristet
  • 3 spsk. sojasovs
  • Blandede friske urter, feks. dild og purløg
  • 2 appelsiner, fileteret i både
  • Evt. salt og peber

Hæld væden fra tunen og lad det stå at dryppe af i en sigte.
Skær spidskålen i tynde strimler og sæt til side.

Rist mandlerne på en tør pande.
Fileter appelsinerne i både og sæt til side.

Bland skyr sammen med sojasovs og citronsaft/skal i en skål.
Kom de friske krydderurter i.

Vend nu spidskål, tun og appelsinbåde i dressingen.
Smag evt. til med salt og peber.

Anrettes på to tallerkener og pynt med 10 ristede mandler på hver salat og evt. lidt flere friske krydderurter.

Chokoladesmør

Chokoladesmør
Chokoladesmør

Jeg har fået denne opskrift på chokoladesmør af en rigtig god ven.

Jeg har lavet chokoladesmør så mange gange, men har ikke rigtig husket at få opskriften op på bloggen. Nu er det så lykkes, så nu har I også muligheden for at lave dette vildt vanedannende smørepålæg.

I stedet for Nutelle, spiser vi gerne denne chokoladesmør, da man ved hvad der er i. Jeg føler man får alt for mange stoffer ind i kroppen, gennem maden, som jeg ikke tror er godt for en.

Jeg laver gerne denne portion og det passer lige til 2 små skåle. Så kan jeg give den ene væk i gave og spise den anden selv. (eller spise begge 2 selv:-)

Chokoladesmør, 2 små skåle:

  • 100 g hakket chokolade, gerne en god mørk chokolade
  • 100 g smør
  • 100 g sukker
  • 1 æg
  • 1 dl mælk

Kom alle ingredienserne i en lille kasserolle og rør rundt i det med et piskeris, indtil det lige nøjagtig bobler.

Hæld det på rene glas og sæt det på køl.

Smør det på et eller andet, spis, bliv glad!

Ristede krydrede grøntsager

Ristede krydrede grøntsager
Ristede krydrede grøntsager

Jeg leder altid efter nye opskrifter på tilbehør og denne opskrift på ovnristede grøntsager med masser af dejlige krydderier, er blevet en af dem jeg laver ofte.

Disse grøntsager passer rigtig godt til alt slags kød og fisk. Du kan også serverer dem som hovedret oven på en omgang couscous, så er det en dejlig vegetarret.

Ovnstegte krydrede grøntsager 4 personer:

  • 800 g. gulerødder, skåret i 1 cm skiver på skrå
  • 2 store rødløg, skåret i både
  • 1 fennikel, skåret i både
  • 4 spsk. oliven olie, delt
  • salt og peber
  • 2 spsk. solsikkekerner
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • ½ tsk. chiliflager
  • ½ tsk. stærk røget paprika
  • 2 spsk. rødvinseddike
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 håndfuld salvie, frisk

Forvarm ovnen til 210 grader varmluft.

Kom gulerødderne i en bradepande, og løg og fennikel i en anden bradepande. (Giv dem masser af plads på pladen, det giver en bedre ristet grøntsag)

Del 2 spsk. olivenolie mellem de 2 bageplader og vend det godt rundt i grøntsagerne. Krydr med salt og peber.

Steg grønsagerne i ovnen, mens du vender i det med mellerum.
Løg og fennikel skal have 35-45 minutter og gulerødderne skal have 20-25 minutter. De skal være gyldenbrune og møre.
Lad det køle lidt ned.

Mens grønsagerne er i ovnen, steger du i en pande, solsikkekernerne sammen med spidskommen, chiliflager og paprikaen i de sidste 2 spsk. olivenolie, ved middel varme.

Rør ofte, indtil olien bobler stille omkring kernerne og det hele dufter. Pas på det ikke kommer til at brænde på.

Lad det køle ned og rør så rødvinseddiken og citronsaften i. Krydr med salt og peber.

Bland de ristede grøntsager sammen og vend solsikkekerneblandingen i.

Pynt med hakket salvie og server.

Hvidløgs-kartoffelmos

Hvidløgskartoffelmos
Hvidløgskartoffelmos

Jeg er ret glad for kartoffelmos som tilbehør til mange forskellige retter.

Efter min mand og jeg var en tur i USA, hvor vi fik kartoffelmos med hvidløg i, har det været vores favoritudgave.

Jeg fandt en opskrift på sådan en kartoffelmos i min Desperate Housewives kogebog og det er den vi bruger hver gang der skal laves kartoffelmos.

Dog står der man skal koge kartoflerne med salt, og det har jeg lidt svært ved, da man altid har lært det først tilsættes senere. Jeg har prøvet begge dele og det smager godt, om du gør det på den ene eller den anden måde.

Jeg skriver dog opskriften som den står i min bog, så kan du jo prøve det og se hvad du synes.

Hvidløgs-kartoffelmos 4 personer:

  • 700 g kartofler
  • salt
  • 10 fed hvidløg i skiver
  • 1,2 dl mælk eller kaffefløde
  • 55 g smør, skåret i små stykker
  • Friskkværnet sort peber

Skræl kartoflerne og skyld dem. Skær dem i grove stykker på omkring 4-5 cm og læg dem i en 2-liters kasserolle med vand efterhånden.

Tilsæt en lille håndfuld salt og hvidløgsskiverne. Bring det i kog. Kog videre til kartoflerne føles møre, når du stikker i dem med en kniv – cirka 15 min.
De skal stadig være hele, ikke kogt i smadder.

Tag kasserollen af varmen, hæld vandet fra kartoflerne og hvidløgene. Lad dem køle af uden låg i 2-3 min.

Tilsæt mælk og smørstykkerne og sæt kasserollen over ved lav varme, til smørret er smeltet.

Mos og pisk grydens indhold sammen med en kartoffelstøder eller en håndmixer – indtil mosen er enten lidt grov eller finere, som du nu fortrækker det.

Smag til med salt og peber og server mosen varm.

Grønne ris

Grønne ris
Grønne ris

Disse grønne ris er en skøn måde at peppe ris lidt op på. Det er nemt at lave og giver risene så meget mere smag.

At de bliver kogt med hønsebouillon og kokosmælk giver dem en mere cremet konsistens.

Disse ris har kun en mild smag af kokos og selvom der er koriander i så overdøver de ikke smagen overhovedet.

Jeg synes koriander giver retten en hel særlig smag, men hvis du er alt for nervøs for smagen, kan du komme ekstra persille i i stedet for koriander.

Grønne ris til 6 personer:

  • 4,8 dl hønsebouillon (brug grønssagsbouillon hvis du er vegetar)
  • 1 bundt bredbladet persille med stilk (1,2 dl når det er presset sammen)
  • 4 forårsløg, det hvide skåret i 1 cm stykker, det grønne snittet groft.
  • 1 lille bundt koriander med stilk (0,6 dl når det er presset sammen)
  • 2 spsk. smør
  • 4,8 dl langkornede ris
  • 4 dl kokosmælk fra dåse (almindelig eller light)
  • salt

Hæld halvdelen af suppen i blenderen. Tilsæt persille, det grønne fra forårsløgene og koriander og blend ved lav hastighed, til blandingen bliver lysende grøn, og urterne er hakket fint.

Hæld det over i et litermål og tilsæt så meget suppe, at der bliver 4,8 dl i alt.

Smelt smørret over medium varme i en tykbundet 2-liters gryde. Tilsæt det hvide af forårsløgene og steg dem let gyldenbrune under omrøring – cirka 3 min.

Tilsæt risene og vend dem godt rundt i smørret. Hæld den grønne suppe og kokosmælken ned til risene, skru op for varmen og bring det hele i kog.
Smag til med salt, skru ned til medium/lav varme og læg låg på gryden.

Lad risene koge, til de er møre – cirka 18 min. Tag gryden af varmen og lad det hele stå med låg på i 3 min.

Rør rundt i risene med en gaffel og server.