Abrikos- og ingefærbar

Abrikos- og ingefærbar
Abrikos- og ingefærbar

Jeg skulle lave en gavekurv til min nevø, da han havde købt hus sammen med kæresten. Det er ikke altid nemt at finde en god indflyttergave, men en kurv fyldt med hjemmelavede lækkerier er næsten altid et hit.

Disse abrikos- og ingefærbarer er skønne og en sund måde lige at stille den lille sult. Selvom man tænker det er meget stødt ingefær, så skal du ikke blive nervøs og tro det bliver for gennemtrængende. Jeg synes ikke at ingefæren blev alt for kraftig.

Abrikos- og ingefærbar 10-12 stk.:

  • 200 g tørrede abrikoser plus lidt ekstra til pynt
  • 4 spsk. ahornsirup
  • 100 g kokosolie
  • 200 g havregryn
  • 2 spsk. stødt ingefær
  • 100 g mandler
  • 100 g hasselnødder
  • 80 g mørk chokolade

Kom abrikoser i en skål (på nær dem der skal bruges til pynt), og hæld kogene vand hen over dem. Lad dem stå og trække i 5 minutter (det vil gøre dem nemmere at blende ud), hæld vandet fra og kom dem i en foodprocessor, sammen med ahornsiruppen og kokosolien. Blend indtil det er en ensartet masse.

Så kommer du havregryn og stødt ingefær i foodprocessoren. Blend på puls en 5 -6 gange. Indtil det er næsten blandet helt i.

Kom blandingen over i en skål og kom derefter grofthakket mandler og hasselnødder i. Rør det hele godt sammen, til det er godt blandet sammen.

Gør en lille fad klar med bagepapir og hæld blandingen derover. Pres massen sammen med en ske og glat overfladen ud. Pres de abrikoser du har gemt til pynt ned i massen. Og glat overfladen ud igen.

Kom fadet i køleskabet og lad det stå i mindst 2 timer, før du skærer barerne ud.

Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Når chokoladen er klar, tager du fadet ud af køleskabet og skærer massen ud i passende stykker.

Dyp den ene ende af baren i chokolade og læg dem på et stykke bagepapir. Jeg havde lidt chokolade i overskud, som jeg brugte til at pynte barerne lidt mere med. Man kan jo ikke få for meget chokolade.

Når chokoladen er stivnet, opbevarer du barerne i en lufttæt beholder, hvor de sagtens kan holde sig i op til 1 uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *