Æbleskiver

Æbleskiver4
Æbleskiver

Æbleskiver. Ja, jeg ved godt at vi spiser flest æbleskiver til jul. Men da jeg var barn, var æbleskiver noget der kom på til aftensmad ind imellem, lidt ligesom med pandekager. Og som barn var det noget af det bedste man kunne få.

Som voksen siger man til sig selv, at det jo ikke er verdens mest sunde aftensmad, så man får det ikke ret tit. Men der er ikke noget bedre end at få barndommens glæde tilbage, ved at lave sig en stor omgang æbleskiver og glemme at det ikke er supersundt for et øjeblik, og så nyde livet og hvor skønt en omgang æbleskiver er.

Det er svært at sige hvor mange æbleskiver der bliver ud af denne opskrift. Mit æbleskivejern har nogle små huller, så der blev en del. Jeg ved at der er nogle med meget større æbleskivehuller, så er du i tvivl, så lav dobbelt portion. Du kan altid fryse resten, hvis I ikke får spist op.

Æbleskiver:

  • 250 gram hvedemel
  • ¼ tsk salt
  • ½ tsk natron
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • 4 dl kærnemælk
  • 100 g smeltet smør
  • 3 æg
  • 1 spsk. sukker

Del æggehvider og blommer i hver sin skål.
Pisk æggehvider og sukker luftige og stive.

Pisk æggeblommer, mel, salt, natron, kardemomme og vaniljesukker sammen.
Pisk på lav hastighed og hæld gradvist kærnemælken i, indtil dejen er ensartet.
Pisk det smeltede smør i dejen, og vend til sidst de stiftpiskede æggehvider forsigtigt i dejen.

Brug lidt smør i hullerne i æbleskivepanden.
Fyld hullerne i æbleskivepanden ¾ op med dej og bag æbleskiverne ved middel varme.

Når kanterne begynder at blive faste, og du kan vende dem uden at de går i stykker, så vend dem rundt på siden (med en strikkepind eller lignende) og lad den flydende dej flyde ud i panden.
Når hele æbleskiven har fast overflade, så vend dem jævnligt så de bliver gyldne og sprøde over det hele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *