Biscotti med lime og hvid chokolade

Biscotti med lime og hvid chokolade
Biscotti med lime og hvid chokolade

Min mand og jeg er vild med disse italienske biscotti. Biscotti betyder dobbelt bagt og det er lige hvad disse småkager er.

Det er også en af de ting vi elsker ved dem. Det gør nemlig at de kan holde sig længe i kagedåsen, hvis man ellers kan holde fingrene fra dem.

Nemme at bage og med en skøn smag af hvid chokolade og lime, er disse en fast del af vores småkagesortiment.

Biscotti med lime og hvid chokolade 35 stk:

  • 200 gram hvedemel
  • 180 gram sukker
  • 2 stk. æg
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk bagepulver
  • 120 gram mandler
  • 150 g hakket hvid chokolade
  • 2 tsk revet limeskal

Forvarm ovnen på 180 grader. Bland hvedemel, sukker, vaniljesukker og bagepulver sammen – tilsæt æg, revet limeskal, hvid chokolade og mandler til blandingen og rør rundt, indtil det begynder at hænge sammen.

Hæld massen ud på bordet og ælt den, indtil massen hænger sammen – den vil klistre, så bare sørg for, at den lige hænger sammen. Herefter kan du bruge en lille smule mel til at forme dejen til to aflange pølser på ca. 35 centimeter i længden – læg dem på en bageplade med bagepapir. Pres ned på pølserne, så de bliver let flade og får en bredde på ca. 6-7 centimeter

Bag dem i ovnen i 18 minutter – tag dem ud af ovnen og lad den køle et minuts tid, hvorefter du skærer dem ud i små 1-centimeters småkager. Løft småkagerne fri og læg dem spredt på bagepladen igen. Bag dem til sidst i 12 minutter. Tag dem herefter ud og lad dem afkøle, indtil de er helt sprøde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *