Brunkager

Brunkager
Brunkager

Jeg fandt denne opskrift på brunkager på bagehuset.dk. Kan kun anbefale at tage en kig på denne blog.

Jeg havde ikke bagt brunkager i lang tid og besluttede at denne jul skulle der brunkager i kagedåsen.

Hvorfor vi kun spiser brunkager til jul, forstår jeg ikke. De smager så dejligt og er supersprøde. Er glad for opskriften giver en stor portion småkager, så jeg har til hele vinteren (hvis jeg kan styre mig).

Som der står i opskriften, så kan dejrullerne også fryses, og så er det nemt lige at bage en omgang, når lysten til brunkager kommer. Og så har man også en undskyldning for at spise brunkager på flere tidspunkter af året. Nemlig at jeg havde noget dej i fryseren der snart skulle bruges. 😊

Jeg har efterfølgende set et hack hvor den rullede brunkagedej kommes ind i et køkkenrullerør, for at sørge for at dejen forbliver rund. Mine småkager fik jo en flad side, mens de kølede af og blev hårde inde i køleskabet. Er ikke noget der gør noget, men hvis man vil have helt runde småkager, tænker jeg det er et godt hack.

Brunkager 175 stk.:

  • 250 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 125 g. mørk sirup
  • 65 g. mandler med skal
  • 6 g. stødt nellike
  • 15 g. kanel
  • 8 g. potaske
  • 500 g. mel

Mandlerne hakkes groft.

Smør, sukker og sirup smeltes sammen i en stor gryde. Lige inden det når kogepunktet, tages gryden af varmen. Rør de groft hakket mandler, nellike og kanel i den varme masse.

Potasken blandes med 1 spsk. koldt vand, og hældes i massen.

Melet røres godt sammen med den varme masse. Brug en grydeske. Rør det god sammen, og lad det køle lidt af.

Rul dejen til pølser og pak dem enkeltvis ind i film. Læg dem i køleskabet til næste dag, men gerne en uge. Det får krydderierne i dejen til at træde mere i karakter.

Tag brunkagepølserne ud af køleskabet en ½ time før de skal bages, så er de nemmest at arbejde med.

Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

Skær brunkagepølserne i tynde skiver, fordel dem på bageplader med bagepapir. Bag dem i ca. 10 min. Lad dem køle af inden de ligges i kagedåser.

Dejen kan sagtens laves et par måneder i forvejen, og fryses ned. Lad dem tø op, i køleskabet en dagstid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.