Copycat cinnabons

Cinnabon
Cinnabon

Jeg besøgte USA for første gang tilbage i 2003. Vi begyndte i New York og lejede en bil og kørte hele vejen ned til Miami. Undervejs havde vi en masse stop, for at se og opleve hvad østkysten havde at byde på. En af de ting der står superskarpt i min hukommelse fra denne tur, var da vi stoppede for at tanke og få tisset af, på en af de utallige rastepladser, det der gjorde denne speciel, var at der lå en Cinnabons. Min mand og jeg købte en af disse kæmpestore og lækkert duftene kanelsnegle og satte os ved bilen for at spise. Aldrig i mit liv har jeg fået så lækker og skøn en kanelsnegl. Luftig og fyldt med den bedste glasur.

Lige siden har jeg prøvet at gøre dem tricket efter. Jeg er kommet tæt på, men ikke helt nået i mål.

Nu har jeg købt mig en amerikansk opskriftsbog med copycat opskrifter fra diverse kæder i USA.

Købte især denne bog fordi han havde cinnabons opskriften med. Nu bliver dette min fremtidige opskrift, når jeg vil have amerikanske cinnabons. Smagen var som vi husker den fra vores USA-tur, dog selvom mine snegle var store, var de små i forhold til dem de servere i den originale Cinnabons. Større er bedre ”overthere”.

Jeg kan kun sige I skal prøve at bage disse snegle og selv vurdere om ikke de er lige så fantastiske som jeg synes de er.

Jeg er allerede i gang med at finde en undskyldning for at bage en ny portion.

Cinnabons 12 stk.:

Dej:

  • 30 gram gær
  • 235 ml mælk
  • 100 gram sukker
  • 75 gram smeltet smør
  • 1 tsk. salt
  • 2 æg
  • 570 gram mel

Fyld:

  • 142 gram brun farin
  • 2½ spsk. kanel
  • 75 gram blødt smør

Glasur:

  • 114 gram blødt smør
  • 236 gram flormelis
  • 55 gram flødeost naturel
  • ½ tsk. vaniljeessens
  • 1/8 tsk. salt

Varm mælken op til 40- 43 grader og opløs gæren i mælken.

Rør sukkeret, smeltet smør, salt og æg i mælk og gærblandingen.
Tilsæt melet og ælt dejen grundigt.

Når dejen er æltet, stilles den til hævning et lunt sted i 1 time, indtil dejen er fordoblet i størrelse.

Rul dejen ud på en let melet overflade, til den er 53 cm lang og 40 cm bred.
Tykkelsen skal ca. være 0,5 cm.

Sæt ovnen på 200 grader varmluft.

I en skål blander du sukker og kanel.

Det bløde smør rører du luftigt med et piskeris, da det gør det nemmere at smøre jævn ud på dejen.
Smør smørret jævnt ud over hele dejen og drys med kanelsukkeret.

Start fra toppen af den lange side og rul dejen forsigtigt ned til bunden. Sørg for at du ruller forholdsvist stramt.
Skær rullen ud i 12 lige store stykker. Jeg bruger et stykke sytråd da det giver et renere snit.

Placere sneglene i et smurt ildfast fad eller bradepande, med lidt mellemrum mellem hver snegl. De skal nu hæve igen i 30 minutter.
Der skal helst ikke være for langt mellem sneglene, da de helst skal sidde sammen, når de er hævet.

Sæt sneglene i den varme ovn og bag 10-12 minutter indtil sneglene er lysebrune på toppen.

Mens sneglene bager, blander du ingredienserne til glasuren.

Pisk alle ingredienserne sammen med en elpisker, til glasuren er let og luftig.

Når sneglene kommer ud af ovnen, lad dem stå i 5 minutter og smør derefter rigeligt med glasur på hver snegl. Det er meningen at det skal smelte lidt ned i rillerne på sneglene.

Server lune.
Disse kanelsnegle er rigtig gode at fryse.
Giv dem en tur i mikroovnen i 20-30 sekunder for at genvarme dem, inden servering.

Cinnabons

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *