Rosen sorbet

Rosen sorbet
Rosen sorbet

Jeg har en ret stor flaske stående med rosenvand, da jeg skulle bruge lidt i en opskrift engang. Man bruger ikke så meget, så sådan en flaske holder længe.

Så tænkte den kunne bruges i en sorbet og den var et hit, så nu kan jeg få brugt lidt mere af min store flaske rosenvand.

Hvis du har en ismaskine, så brug endelig den, da det er hurtigere end at skulle ud og røre i isen hver time. Men det gode er at du ikke behøver eje en ismaskine, for at få en rigtig god sorbetis.

Rosen sorbet 6 personer:

  • 6 dl vand
  • 225 g sukker
  • 1 stang vanilje
  • 2 tsk rosenvand
  • 1-2 tsk citronsaft
  • 2 stk. pasteuriserede æggehvider

Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Gem den tomme vaniljestang. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad.

Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker og vand koges kort op og tages væk fra varmen.

Når lagen er kølet lidt ned, tilsættes rosenvandet. Smag til imens. Det skal smage af rosenvandet, men kommer du for meget i, kan det komme til at smage af sæbe. Kom lidt citronsaft i, for at give lidt friskhed. Stil lagen i køleskabet. Pisk æggehviderne til skum. Når sukkerlagen er helt kold, tilsættes de piskede æggehvider.

Pisk det hele godt sammen og hæld det i en beholder med låg. Sæt lagen i fryseren. Gå ud og pisk i sorbeten hver time, indtil den begynder at være pænt frossen. Det er for at undgå at sorbeten krystalliserer. Lad derefter isen stå i fryseren, gerne i minimum 24 timer.

Lav små ”æg” med en ske. Server evt. i små skåle, der har stået og blevet iskolde i fryseren. Det er med til at sorbeten ikke smelter så hurtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *