Sous vide oksemørbrad

Sousvide oksemørbrad
Sousvide oksemørbrad

Jeg er meget glad for min sous vide, og en af de ting jeg laver i den, er oksemørbrad. Så er jeg sikret en flot rosa farve i hele mørbraden.

Der er mange opskrifter på, hvordan du skal tilberede en oksemørbrad i sous viden. Denne opskrift er min måde at tilberede den på.

Prøv dig frem med forskellige marinader, eller med tiden. Kan være du finder en måde at lave den på som er mere til din smag.

Sous vide oksemørbrad:

  • 1 oksemørbrad
  • 2-3 spsk. olie
  • 2 fed hvidløg, presset
  • Frisk timian eller rosmarin
  • Salt og peber

Afpuds oksemørbraden for sener. Brun den af på en pande.

Bland olien med presset hvidløg, timian/rosmarin, salt og peber.

Smør marinaden på oksemørbraden og kom den i en vakuumpose eller en stor frysepose.

Vakuummer oksemørbraden og læg den i køleskabet i nogle timer, så den kan trække smag fra marinaden.

Tænd for din sous vide, jeg sætter den på en temperatur der siger 59 grader, nogle vil hellere have den på 57 grader. Prøv dig frem, så du finder den temperatur der passer bedst i din smag af rødt kød.

Når sous viden er klar kom din vakuumpose ned i vandet. Sæt timeren på 3 timer.

Hvis du bruger en frysepose, skal du sørge for der ikke er ret meget luft i posen. Jeg bruger gerne en pose med lukning, som dem man kan købe i Ikea. Vandet er med til at presse det sidste luft der er, op mod overfladen. Sæt posens åbning fast med et par klemmer, så den ikke kan falde ned i vandet, så der kommer vand ind til din mørbrad.

Når de 3 timer er gået, tages mørbraden ud af posen. Kom den en tur på grillen, for lige at give den lidt mere farve, eller på en varm pande.

Server straks, f.eks. med en god rødvinssauce.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *