Sund Thaisuppe

Sund thaisuppe
Sund thaisuppe

Min mand og jeg har besøgt Thailand mange gange, og er vilde med deres mad.

Det er for det meste sundt og fyldt med smag.

Denne sunde thaisuppe er rigtig nem at lave. Hvis du vil lave den helt vegansk, undlader du bare kyllingen. Kunne jeg sagtens selv finde på, men det tillader manden ikke, da han er inkarneret kødspiser.

Jeg fandt i Coop en pakke med stegt tofu med citrongræs og chili, der var perfekt til denne suppe. Kan læse mig til den også kan fås i Rema 1000. Den er fra Butler´s choice, men kan ikke lige finde et link, så I kan se et billede.

Hvis du ikke kan finde den, så skal du købe en meget fast tofu og sørge for den ligger i pres i ca. 15 minutter, før du skærer den ud i terninger og steger den. Og hvis du slet ikke er til tofu, bruger du kun kylling i suppen.

Rigtig god fornøjelse.

Sund Thaisuppe 2-3 personer:

  • 2 citrongræsstilke
  • 1 spsk. vegetabilsk olie
  • 3 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk. friskrevet ingefær
  • 1 l. grøntsagsbouillon
  • 1 tsk. sambal oelek eller efter smag
  • 1 bk. shiitake svampe, skåret i kvarte
  • 1 lille bk. cherrytomater, halveret
  • 200 g fast tofu, stegt med citrongræs og chili
  • 300 gram kyllingeinderfilet
  • 1 håndfuld frisk koriander, hakket
  • 1 spsk. limejuice
  • Sojasovs efter smag

Knuse citrongræsstilkene ved at banke på dem med skaftet af en stor kniv, indtil de flader lidt ud. Skær hver stilk i 4 stykker. Sæt til side.

Varm olie i en gryde over medium varme. Tilsæt hvidløg og ingefær. Sauter i 1 minut.

Tilsæt bouillon, citrongræs, chili pasta, shiitakesvampe og cherrytomater. Lad det hele simre i ca. 12-15 minutter, indtil svampene er møre. Mens suppen simrer, steges kyllingeinderfileter i lidt olie. Skær dem i mindre stykker og sæt til side.

Nu skærer du tofuen i terninger og steger dem på panden med den væde der er i pakken.

Tilsæt kylling og tofu til suppen og smag suppen til med limesaft og sojasovs. Fjern stilkene af citrongræs.

Vend til sidst korianderen i suppen og server straks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *